De falske vidner til Kristi Opstandelse
Af dr. phil. Christian Lindtner
Indledning
Et af præsteskabernes mest virksomme lokkemidler, når det gælder
om at få styr på de kristne fåreflokke, er utvivlsomt løftet og
håbet om opstandelsen. De fleste hænger jo gerne ved deres jordiske
liv og ønsker at fortsætte ud i al evighed efter døden og legemets
opløsning i graven.
Til dato har man - mig bekendt - ikke set noget eksempel på, at
dette håb er andet end tom tro. Hvem har måske set nogen stige op
fra graven?
Under disse omstændigheder gælder det for præsteskabet om at få
fårene til at glemme alt om erfaring og sund fornuft.
Jeg mindes at have læst en biskop fra København bedyre, at han
var sikker på, at han engang ville opstå "med hud og hår" - ordret
citat. En halv snes år senere krydsedes vore veje atter, og hans
ord kredsede om samme emne, kødets opstandelse. Han og hans kone
havde taget sig en cykeltur ud på kirkegården, besøgt de kendte
mænds grave. De havde ligget der længe, ingen af dem var stået op
igen. Det var svært at tro på opstandelsen, indrømmede biskoppen,
men opgaven for den kristne bestod netop i at overvinde tvivlen -
på trods af al fornuft og erfaring forstås.
Biskoppen forstod, som alle sine kolleger, at tro og håb er
udmærkede tryllekviste, når målet er at få den kristne flok drevet
fra forstanden.
Til dette formål påberåber præsten sig skriftens ord. Der er i
Det Nye Testamente flere beretninger om vidner til Jesu
opstandelse. Der er bl.a. nogle damer, der skal have været vidner
hertil, men kvindfolk har det jo med at være lidt små hysteriske,
så der er for tiden almindelig enighed om, at det bedste bevis for
Jesu opstandelse er at finde hos Paulus. (Måske er feministerne
uenige?) Hvis Jesus opstod, så følger heraf, mener man, at
der også er et håb for os andre, hvis vi da ellers tror på
Jesus.
Spørgsmålet er så blot, om Paulus er et troværdigt vidne?
Paulus som vidne
Hvad siger de lærde? Hvad siger fx tidl. professor i Ny
Testamente ved det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet,
dr. theol. Niels Hyldahl om sagen? Svaret står at læse i hans bog
Den ældste kristendoms historie, København 1994, s.
146:
Rembrandts maleri af Paulus
"Ældst og pålideligst af overleveringerne om Kristi opstandelse
og beretningerne om Kristus tilsynekomster er Paulus´ i 1 Kor
15,1-11: 3...at Kristus døde for vore synder efter skrifterne, 4.
og at han blev begravet, og at han opstod på den tredje dag efter
skrifterne, 5 og at han blev set af Kefas, dernæst af de tolv; 6
dernæst blev han set af mere end 500 brødre på én gang, af hvem de
fleste endnu er i live, men nogle også er sovet hen; 7 dernæst blev
han set af Jakob, derefter af alle apostlene; 8 sidst af alle blev
han også set - ligesom af et ufuldbårent foster - af mig..11 Hvad
enten det nu er mig eller de andre: Således prædiker vi, og således
kom I til tro".
Professor Hyldahl lufter naturligvis ikke nogen selvstændig
opfattelse; han støtter sig navnlig til den tyske kollega Hans von
Campenhausen, hvis arbejde, ifølge Hyldahl, "er et ægte historisk
arbejde" (sammesteds, s. 146).
Slår man så efter hos von Campenhausen, så ser man, at denne
teolog atter henviser til andre kolleger, der atter påberåber sig
andre kolleger osv. osv. . Ved at lade den ene autoritet henvise
til den anden autoritet osv. vildledes læseren altså til at tro, at
der her er tale om en pålidelig overlevering. Den teologiske
uredelighed går her i cirkel.
Men undersøger man sagen nøjere, vil man snart se, at
autoriteterne på ingen måde er pålidelige, og det, at der er mange
af dem, tjener kun til at gøre hele sagen endnu mere suspekt.
Alle forsømmer de at stille spørgsmålet: Er Paulus overhovedet
et pålideligt vidne? Og for at få svar på dette spørgsmål, må man
stille endnu et spørgsmål, nemlig det kildekritiske spørgsmål:
Hvilke kilder øser Paulus af?
Dette spørgsmål går de uredelige teologer let udenom.
Paulus' buddhistiske kilder
Den, der - i modsætning til Hyldahl og hans forgængere - er
fortrolig med de buddhistiske evangelier (sûtra), har ikke svært
ved at besvare spørgsmålet om kilderne. Paulus betjener sig nemlig
af buddhistiske kilder. Det ser man let, når man sammenligner de
græske evangelier med de buddhistiske. Ofte er der tale om ordrette
oversættelser. Nogle gange oversætter man meningen, andre gange
oversætter man blot originalens ordlyd, således at meningen bliver
en ganske anden. Andre gange bytter man om på begivenhedernes
oprindelige rækkefølge. Hvis den buddhistiske tekst har rækkefølgen
a og b, har den kristne "oversættelse" b og a osv. Ofte har man i
"oversættelsen" akkurat samme antal ord og stavelser som i
originalen osv. Denne måde at oversætte på forekommer muligvis en
moderne læser at være temmelig snurrig. Men faktum er, at sådanne
måder at oversætte på slet ikke var ualmindelige i datiden.
Følgelig har vi at respektere og indrette os efter denne
kendsgerning.
En af de vigtigste buddhistiske kilder til de fire evangelier er
den såkaldte Mahâparinirvânasûtra (MPS). Heri skildres de sidste
dage i Buddhas liv. Teksten er overleveret på flere buddhistiske
sprog (indiske, kinesisk, tibetansk osv.). MPS har alle dage nydt
en umådelig popularitet, og det er derfor ganske naturligt, at også
evangelisterne tog for sig af retterne.
Disse enkle kendsgerninger forsøger moderne teologer at forbigå
i tavshed. De undertrykker kilderne. Årsagen er klar nok: I samme
øjeblik de indrømmer den historiske kendsgerning, at evangelierne
er en slags piratkopier af buddhistiske evangelier, så er deres
levebrød truet.
Teologerne har altid været i forlegenhed, når de skulle gøre
rede for "de mere end 500 brødre", der angiveligt udgjorde en del
af vidnerne til Kristi opstandelse.
I MPS læser man ordret, at der var "mere end 500 brødre", der
bevidnede Buddhas opstandelse. Man hører også, at nogle af dem var
døde. Den buddhistiske tekst forklarer ydermere, hvad der menes med
"opstandelse". Buddhas lig blev brændt på et bål. Det var røgen fra
bålet, der steg op til himlen - et ganske naturligt fænomen.
Buddhas legeme gik altså op til himlen i røg. Faktisk tilføjes
nogle dunkle ord om at Buddha også havde et "juvellegeme", en slags
åndeligt legeme, der også gik med røgen op til himlen. (Heraf
Paulus' efterfølgende skelnen mellem to legemer.)
Der var andre vidner til denne begivenhed, der, som sagt,
beskrives udførligt i MPS. En af disciplene var Kâsyapas, det var
ham, der stod i spidsen for de 500 brødre, dvs. buddhistmunke. På
vej til det sted, hvor ligbrændingen efter indisk skik skulle finde
sted, mødte Kâsyapas og de 500 buddhistmunke en mand, der beskrives
som " værende kommet tilbage til livet", altså "genopstået".
Denne episode har inspireret evangelisten Lukas til skrønen, der
omtales som "Vandingen til Emmaus", Lukas 24:12-35. Vi møder her en
person, der ellers aldrig nævnes, og hans navn er Kleop(h)as.
Denne KLeoP(h)aS er ingen anden end KaSyaPa i forklædning. Og
den Kêphas, Paulus nævner, er blot en ny variant af samme Kâsyapas.
Alle gode gange tre: Paulus nævner også vidnet Jakob - græsk
JaKôBoS - en ny og ganske præcis variant af den oprindelige
Kâsyapas. De oprindelige konsonanter er pænt bevaret. Oversættelsen
er derfor - efter datidens regler - trofast.
Lukas og Paulus øser således af samme buddhistiske kilde - den
ene udvælger dette, den anden udvælger hint. De supplerer hinanden
smukt. Den moderne filolog, der sammenligner de to kilder på
sanskrit og græsk, har ikke svært ved at se, hvordan man arbejdede
med kilderne.
Hos Lukas 24:13 tales også om to disciple. Navnet på den anden
meddeles ikke. MPS taler også om to disciple, der møder manden, der
var genopstået (redivivus). Navnet på den anden meddeles ikke.
Lukas afrunder sit gode budskab med nogle ord om Jesu
himmelfart.
Det var oprindeligt Buddhas himmelfart, som skildret i MPS og
andre buddhistiske evangelier.
Paulus skriver om Kristi opstandelse, og understreger, at er
Kristus ikke opstået, så er de troende gået fortabt. Deres tro er
jo i så fald tom.
Vi har nu set - med et par eksempler blandt mange - at Paulus
ikke er bleg for at lyve i en god sags interesse.
Det tjener ham til ære, at han i Romerbrevet 3: 7 åbent taler om
sin egen "løgnagtighed", når blot denne løgnagtighed tjener Gud til
ære.
Om Buddha siges, at han er konge - retfærdighedens konge. Jesus
er også konge, konge over Israel, over jøderne, og alt, hvad han
siger, handler på den ene eller anden måde jo om
"retfærdighed".
På græsk kaldes Jesus jo KhRiSToS (Kristus). Det svarer til, at
Buddha er KSaTRiyaS, adelsmand, kriger, kongesøn. Man ser let, at
de oprindelige konsonanter er bevaret i den græske gengivelse.
Paulus taler altså med to tunger. Greb man derfor Paulus i
struben tvang ham til at opgive sin løgnagtighed for en stund,
ville han kunne undskylde sig: Ja, jeg har skrevet af efter
buddhistiske kilder, men jeg sagde ikke, at Jesus var opstået igen,
jeg skrev, at KhRiSToS var opstået, altså, at KSaTRiYaS var gået op
til himlen. Det var de mere end 500 brødre jo vidner på.
Paulus er altså ærlig og uærlig på samme tid. Han er
tvetunget.
Og det er velsagtens også løsningen på det gamle problem - at
Paulus betegner sig selv som et "misfoster".
I Første Korintherbrev 15 henviser Paulus flere gange til
"skrifterne" som sin kilde til de mere end 500 brødre og de andre -
falske - vidner. Denne henvisning har altid undret de lærde. Man
har ikke kunnet finde disse skrifter!
Om de tolv apostle som vidner, behøver man ikke spilde mange
ord. Buddha omgiver sig ofte ikke med 12 men med 1200 apostle. Den
første er PuTRaS. Den første hos Jesus er PeTRoS. De andre apostle
kan spores tilbage til buddhistiske kilder på samme måde uden
større besvær.
Når man ikke har kunnet finde disse skrifter, Paulus uklart
henviser til, er forklaringen den enkle, at man ikke har søgt efter
dem de rette steder. Ingen kan finde, det han søger, med mindre han
søger det rette sted. Har du forlagt din bibel i skabet, nytter det
ikke at du søger den i skuffen!
Den kildekritiske undersøgelse, der ikke undertrykker kilderne,
har nu fastslået, at Paulus ikke er noget pålideligt vidne.
Konklusion
Konklusionen er utvetydig: De lærde teologer er utroværdige
vidner, når de hævder, at Paulus er et troværdigt vidne.
Som nævnt, var der også en række kvinder, der skulle have været
vidne til Jesu opstandelse. Teologerne har normalt ikke megen fidus
til disse damer. Men også her er der buddhistiske kilder, igen MPS,
hvor læseren selv kan have fornøjelsen af at efterspore dem.
Damerne i evangelierne er derfor ikke mindre troværdige end det
falske vidne Paulus. De er faktisk mere troværdige end de teologer,
der fordomsfuldt forkaster deres vidnesbyrd.
Den kristne tro på at Jesus opstod fra graven er derfor ikke
blot i modstrid med erfaring og fornuft, men også med en kritisk
analyse af de kilder, hvorpå uredelige teologer bygger deres
skamløse bedrag.
Den 2. august 2009
Litteratur
Christian Lindtner; Geheimnisse um Jesus Christus - Das neue
Testament ist Buddhas Testament. Lühe-Verlag 2005.
Christian Lindtner; "Wer war Kleophas" i Vierteljahreshefte
für freie Geschichtsforschung, nr. 1, 10. Jahrgang. November
2006.
Christian Lindtner; "Gematria in the Gospels" i Acta
Orientalia. nr. 64., pp. 1-32., 2003.