Hvad er Holocaustbenægtelse?
Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
I de senere år er stadig større
opmærksomhed blevet rettet mod faren ved "holocaustbenægtelse".
Politikere, aviser og fjernsyn advarer mod den stigende indflydelse
af dem, som afviser historien om, at ca. seks millioner europæiske
jøder blev systematisk udryddet, de fleste i gaskamre, under Anden
Verdenskrig.
I mange lande, heriblandt Israel,
Frankrig, Tyskland og Østrig er "holocaustbenægtelse" forbudt ved
lov, og "benægtere" bliver straffet med store bøder og længere
fængselsdomme. Nogle jødiske ledere kræver samme kriminalisering af
"benægtelse" i Nordamerika og Danmark. I Canada har David Matas,
som er leder af den jødiske organisation B'nai B'riths "League for
Human Rights", udtalt, at:
"Holocaust var mordet på seks
millioner jøder, heriblandt to millioner børn. Holocaustbenægtelse
er det andet mord på de samme seks millioner. Først blev deres liv
tilintetgjort, derefter deres død. En person, som benægter
holocaust bliver en del af selve holocaustforbrydelsen." (1)
I denne kontekst glemmes
imidlertid det altafgørende spørgsmål om, hvad der præcist
konstituerer benægtelse af holocaust?
Seks millioner?
Skal en person betragtes som
"holocaustbenægter", fordi han ikke tror, som Matas og andre
insisterer, at seks millioner jøder blevet dræbt under Anden
Verdenskrig? Tallet seks millioner blev fremført af det
internationale militærtribunal i Nürnberg i 1945-46. Tribunalet
fandt, at "Den tyske regerings politik resulterede i drabet på seks
millioner jøder, af hvilke fire millioner blev dræbt i
udryddelsescentre". (2)
Hvis tvivl om tallet seks
millioner udgør "holocaustbenægtelse", så må mange af de mest
prominente holocausthistorikere skulle betragtes som "benægtere".
Professor Raul Hilberg, der er forfatter til standardværket The
Destruction of the European Jews, accepterer ikke, at seks
millioner jøder døde. Han sætter det totale antal af døde (af alle
årsager) til 5.1 million.
Gerald Reitlinger, forfatter til
The Final Solution, accepterer heller ikke tallet seks
millioner. Han vurderer, at antallet af jødiske dødsfald under
krigen kan være så højt som 4.6 millioner, men indrømmer samtidigt,
at grundlaget for dette tal bygger på usikre informationer.
Sæbe af mennesker?
Er en person "holocaustbenægter",
hvis han mener, at nazisterne ikke brugte fedt fra jødiske lig til
at fremstille sæbe?
Avisen
The Globe and Mail fra den 25 april, 1990
Efter at have undersøgt samtlige
beviser, herunder det stykke sæbe, som Sovjetunionen fremlagde som
bevismateriale, erklærede Nürnberg Domstolen i sin dom, at "I nogle
tilfælde forsøgte man at udnytte fedt fra ofrenes lig til
kommercielt at fremstille sæbe." (3)
Men i 1990 omskrev Israels
officielle Yad Vashem Holocaust mindeagentur imidlertid
verdenshistorien ved at indrømme, at historien om sæben ikke var
sand. Shmuel Krakowski, der er ansat ved Yad Vashem, udtalte
således, at "Historikere har konkluderet, at sæbe ikke blev
fremstillet af menneskefedt. Når så mange mennesker benægter, at
holocaust fandt sted, hvorfor så give dem noget at bruge mod
sandheden?" (4)
Wannsee-konferencen
Er en person en
"holocaustbenægter", hvis han ikke accepterer, at den i januar 1942
af tyske embedsmænd afholdte Wannsee-konference havde til formål at
organisere det systematiske massemord på Europas jøder?
Hvis ja, så må den israelske
historiker Yehuda Bauer tage fejl, og være en "holocaustbenægter".
Grunden til dette er, at han har erklæret, at "Offentligheden
gentager igen og igen den dumme historie om, at udryddelsen af
jøderne blev besluttet i Wannsee." Ifølge Bauer var Wannsee et
møde, men "næppe en konference" og kun "lidt af hvad, der blev sagt
dér, blev udført i praksis" (5).
Udryddelsespolitik?
Er en person en
"holocaustbenægter", hvis han siger, at der ikke var nogen ordre
fra Hitler om at udrydde Europas jøder? Der var et tidspunkt, hvor
svaret ville have været ja.
For eks. skrev
holocausthistorikeren Raul Hilberg i sin bog The Destruction of
the European Jews fra 1961, at der var to ordrer fra Hitler
til at udrydde Europas Jøder: Den første blev givet i foråret 1941,
og den anden blev givet kort tid efter. Men Hilberg fjernede enhver
henvisning til disse ordrer i den reviderede trebindsudgave af sin
bog, der blev udgivet i 1985. (6)
Som holocausthistorikeren
Christopher Browning har bemærket, så "er alle referencer til en
beslutning eller en ordre fra Hitler om "den endelige løsning"
systematisk fjernet fra teksten i den nye udgave. Begravet i bunden
af en enkelt fodnote, står den ensomme reference: "Kronologi og
omstændigheder indikerer en beslutning fra Hitler før sommeren
sluttede." I den nye udgave blev beslutninger ikke taget, og ordrer
ikke givet." (7)
Mangelen på håndfaste beviser for
en udryddelsesordre fra Hitler har bidraget til en kontrovers, der
har delt holocausthistorikerne i "intentionalister" og
"funktionalister". Den første gruppe mener, at der var en
intentionel udryddelsespolitik beordret af Hitler, mens den anden
gruppe mener, at Tysklands jødepolitik om den "endelige løsning"
udviklede sig gradvist under krigen hos lavere instanser som en
konsekvens af omstændigheder.
Men den væsentlige pointe er i
denne sammenhæng, at trods beslaglæggelsen af tonsvis af tyske
originaldokumenter efter krigen, så kan ingen henvise til
dokumentarisk bevis for en udryddelsesordre, en udryddelsesplan,
eller et udryddelsesprogram under krigen. Dette
indrømmede professor Hilberg i sit vidneudsagn ved retssagen mod
den tysk/canadiske udgiver Ernst Zündel i 1985 i Toronto.
(8)
Auschwitz
Så hvad udgør præcist
"holocaustbenægtelse"? Helt sikkert må en påstand om, at de fleste
fanger i Auschwitz døde af sygdomme og ikke blev systematisk
udryddet i "gaskamre", udgøre "benægtelse". Og dog.
Den jødiske historiker Arno J.
Mayer, der er professor ved Princeton Universitet, skrev i 1988
følgende i sin bog Why Did the Heavens Not Darken?: The 'Final
Solution" in History: "Fra 1942 til 1945, helt sikkert i
Auschwitz, men sandsynligt helt overordnet, blev flere jøder dræbt
ved hjælp af såkaldte "naturlige" årsager end ved "unaturlige"".
(9)
Selv bud på det antal af
mennesker, som døde i Auschwitz, der angiveligt var
hovedudryddelsescenteret, er ikke længere entydige.
Ved Nürnberg-processen efter
krigen anklagede de allierede tyskerne for at have udryddet fire
millioner mennesker i Auschwitz (10). Indtil 1990 var der i
Auschwitz mindetavler, på hvilke der stod: "Fire millioner
mennesker led og døde hér ved de nazistiske morderes hænder mellem
årene 1940 og 1945." (11)
Under et besøg i Auschwitz i 1979
stod den daværende pave John Paul II foran mindetavlerne og
velsignede de fire millioner ofre.
Avisen
The Daily Telegraph fra den 17. juli 1990
Udgør det "holocaustbenægtelse"
at betvivle dette antal på fire millioner døde? Ikke i dag. I juli
1990 vedgik den polske regerings Auschwitz Museum samt Israels Yad
Vashem Holocaustcenter, at antallet på fire millioner døde var en
grov overdrivelse, og antallet blev i inskriptionen på
mindetavlerne i Auschwitz fjernet. Herefter annoncerede Israelske
og polske myndigheder en betydelig reduktion i dødstallet for
Auschwitz til 1.1. millioner døde. (12)
I 1993 vurderede den franske
holocaustforsker Jean-Claude Pressac i en meget omdiskuteret bog om
Auschwitz, at i alt døde ca. 775.000 mennesker i lejren i
krigsårene. (13)
Professor Mayer anerkender, at
spørgsmålet om, hvor mange der virkelig døde i Auschwitz stadig er
åbent. I Why Did the Heavens Not Darken? skrev han på side
366 følgende:
"Mange spørgsmål er stadig
åbne.Alt i alt, hvor mange lig blev kremeret i Auschwitz? Hvor
mange døde dér i alt? Hvordan var ofrenes sammensætning i relation
til deres nationale, religiøse og etniske ophav? Hvor mange af dem,
blev dømt til at dø en "naturlig" død, og hvor mange af dem blev
bevidst slagtet? Og hvad var andelen af jøder blandt dem, som
koldblodigt blev myrdet i gaskamre? Vi har simpelthen ikke nogen
svar på disse spørgsmål på nuværende tidspunkt." (14)
Gaskamre
Hvad med at benægte eksistensen
af henrettelsesgaskamre? Er det "holocaustbenægtelse"? Her
fremkommer professor Mayer igen med et overraskende udsagn på side
362 i sin bog Why Did the Heavens Not Darken?:
"Kilder til studiet af gaskamrene
er på en gang sjældne og upålidelige."
Selvom Mayer tror, at
henrettelsesgaskamre eksisterede i Auschwitz, understreger han, at
det meste af, hvad man mener at vide om disse, bygger på
"tilståelser" fra nazister og "bødler" ved krigsforbryderprocesser
efter krigen, samt på vidneudsagn og erindringer fra overlevende og
tilskuere. Vidneudsagn må i denne forbindelse behandles
kildekritisk, da de kan være påvirket af subjektive faktorer af
stor kompleksitet. (15)
Rudolf Höss' vidneudsagn
Et eksempel på dette kunne være
Rudolf Höss' vidneudsagn. Höss var en SS-officer, som gjorde
tjeneste som kommandant i Auschwitz. I sin dom citerede det
internationale militærtribunal i Nürnberg meget fra Höss'
vidneudsagn, for at understøtte påstanden/anklagen om tyskernes
fysiske udryddelse af jøderne. (16)
Rudolf
Höss
Det ligger nu fast, at Höss'
afgørende vidneudsagn samt hans såkaldte "tilståelse", som også
blev citeret af Nürnbergtribunalet, ikke blot er falske, men blev
frembragt ved at tæve den tidligere kommandant halvt ihjel.
(17)
Höss' kone og børn blev også
truet med død og deportation til Sibirien.
I sit vidneudsagn, hvis
bevisværdi i dag ikke ville være blevet godkendt af nogen
amerikansk ret, hævder Höss, at der eksisterede en udryddelseslejr
ved navn "Wolzek". Reelt har en sådan lejr aldrig eksisteret.
Höss hævdede yderligere, at der i
det tidsrum, hvor han var kommandant for Auschwitz, blev udryddet
2.5 millioner mennesker i lejren, samt at yderligere en halv
million mennesker døde af sygdomme. (18) I dag vil ingen
respektabel historiker godtage disse tal.
Höss var tydeligt villig til at
sige hvad som helst, underskrive hvad som helst, og gøre hvad som
helst for at stoppe torturen, og for at prøve at redde sig selv og
sin familie.
Retstekniske undersøgelser
I sin bog fra 1988, Why Did
the Heavens Not Darken?, efterlyser professor Mayer
"udgravninger på mordstederne samt i deres umiddelbare omgivelser"
for at fastlægge mere om gaskamrene. Rent faktisk er sådanne
retstekniske undersøgelser allerede blevet udført.
Den første undersøgelse blev
udført i 1988 af den amerikanske specialist i henrettelsesudstyr
Fred A. Leuchter. Han udførte tekniske undersøgelser af de
angivelige gaskamre i Auschwitz, Birkenau og Majdanek, for at
afgøre om disse kunne have været anvendt til at slå mennesker ihjel
som hævdet. Efter en nøjagtig undersøgelse af de angivelige
henrettelsesfaciliteter, konkluderede Leuchter, at disse ikke var
eller kunne være blevet brugt som henrettelsesgaskamre. Yderligere
viste analyser af prøver taget fra de angivelige gaskamres vægge og
gulve enten ingen eller kun minimale spor af cyanid, det aktive
stof i Zyklon B, som var det insektbekæmpelsesmiddel, der
angiveligt blev brugt til at dræbe jøder i Auschwitz. (19)
En fortrolig retsteknisk
undersøgelse, og efterfølgende rapport, der blev iværksat af
Auschwitz Statsmuseet og udført af Instituttet for retsteknisk
forskning i Krakow har bekræftet Leuchters resultater; kun minimale
eller ingen spor af cyanid kan spores i de lokaliteter, der
angiveligt skulle have været gaskamre. (20)
Betydningen af dette er
indlysende, når resultaterne af de retstekniske undersøgelser af de
angivelige gaskamre sammenlignes med resultaterne af undersøgelsen
af Auschwitzs desinfektionsfaciliteter, hvor Zyklon B blev brugt
til at afluse madrasser og tøj. Hvor ingen eller kun minimale spor
af cyanid blev fundet i de angivelige gaskamre, blev massive spor
af cyanid fundet i væggene og gulvene i Auschwitzs
desinfektionskamre.
Endnu en retsteknisk undersøgelse
er blevet udført af den tyske kemiker Germar Rudolf. På basis af
sin undersøgelse af lokaliteterne samt analyser af prøver
konkluderede den uddannede kemiker og doktorkandidat, at "Af
kemiske/tekniske grunde fandt de påståede massegasninger med
hydrogen cyanid i de angivelige gaskamre i Auschwitz ikke sted. De
angivelige faciliteter til massehenrettelse i Auschwitz/Birkenau
var ikke egnet til dette formål." (21)
Endelig er der en undersøgelse
udført af den østrigske ingeniør Walter Lueftl, et respekteret
ekspertvidne i mange retssager og tidligere præsident for Østrigs
sammenslutning af professionelle ingeniører. I en rapport fra 1992
kaldte han den angivelige massehenrettelse af jøder i gaskamre for
"teknisk umulig" (22).
Et underkendt perspektiv
Så præcist hvad udgør
"holocaustbenægtelse"? De, som advokerer kriminalisering af
"holocaustbenægtelse" og juridisk forfølgelse af "benægtere", synes
at leve i 1946, hvor de allierede sejrherrer fra Nürnberg
tribunalet lige har afsagt deres dom. Men tribunalets konklusioner
kan ikke længere antages at være korrekte. Da tribunalets
konklusioner i høj grad bygger på utroværdigt vidneudsagn fra f.
eks. Rudolf Höss, er de fleste af tribunalets vigtigste
konklusioner nu underkendt.
Med egne interesser for øje søger
magtfulde interessegrupper desperat at gøre den væsentlige
diskussion om holocaust til tabu. En af måderne, hvorpå de gør
dette, er ved bevidst misvisende at kalde revisionistiske forskere
for "benægtere". Men sandheden kan ikke undertrykkes for evigt. Alt
andet lige finder der en meget virkelig og voksende diskussion sted
om, hvad der rent faktisk skete med Europas jøder under den Anden
Verdenskrig.
Lad dette spørgsmål blive
afgjort, som alle store historiske spørgsmål retmæssigt bør blive
afgjort, gennem fri forskning og åben debat i fagtidsskrifter,
aviser og klasseværelser.
Noter
(1) The Globe and Mail ( Toronto ), Jan. 22,
1992.
(2) Trial of the Major War Criminals Before the
International Military Tribunal (IMT "blue series"), Vol. 22,
s. 496.
(3) IMT "blue series," Vol. 22, s. 496.
(4) The Globe and Mail ( Toronto ), April 25,
1990; Se også: M. Weber, "Jewish Soap,"
The Journal of Historical Review. Summer 1991.
(5) The Canadian Jewish News ( Toronto ), Jan.
30, 1992, s. 8.
(6) See: Barbara Kulaszka, ed., Did
Six Million Really Die: Report of the Evidence in the Canadian
'False News' Trial of Ernst Zündel (Toronto: Samisdat,
1992), s. 192, 300, 349.
(7) C. Browning, "The Revised Hilberg," Simon Wiesenthal
Annual, Vol. 3, 1986, s. 294; B. Kulaszka, ed., Did
Six Million Really Die: Report of the Evidence in the Canadian
'False News' Trial of Ernst Zündel, s. 117.
(8) B. Kulaszka, ed., Did
Six Million Really Die: Report of the Evidence in the Canadian
'False News' Trial of Ernst Zündel (1992), s. 24-25.
(9) A. Mayer, Why Did the Heavens Not Darken?: The 'Final
Solution' in History (Pantheon, 1988), s. 365.
(10) Nuremberg document 008-USSR, in IMT "blue series," Vol. 39,
s.. 241, 261.
(11) B. Kulaszka, ed., Did
Six Million Really Die: Report of the Evidence in the Canadian
'False News' Trial of Ernst Zündel (1992), s. 441.
(12) Y. Bauer, "Fighting the Distortions," The
Jerusalem Post ( Israel ), Sept. 22, 1989;
"Auschwitz Deaths Reduced to a Million," The Daily
Telegraph ( London ), July 17, 1990; " Poland Reduces
Auschwitz Death Toll Estimate to 1 Million," The Washington
Times, July 17, 1990.
(13) J.-C. Pressac, Les Crémetoires d'Auschwitz: La
machinerie du meurtre de masse (Paris: CNRS, 1993), s. 148. Se
også: R. Faurisson, "Jean-Claude
Pressac's New Auschwitz Book," The Journal of Historical
Review, Jan.-Feb. 1994, s. 24.
(14) A. Mayer, Why Did the Heavens Not Darken? (1988),
s. 366.
(15) A. Mayer, Why Did the Heavens Not Darken? (1988),
s. 362-363.
(16) IMT "blue series," Vol. 1, pp. 251-252; Nuremberg document
3868-PS, in IMT "blue series," Vol. 33, s. 275-279.
(17) Rupert Butler, Legions of Death ( England : 1983),
s. 235-237.
(18) See: R. Faurisson, "How the
British Obtained the Confession of Rudolf Höss," The Journal of
Historical Review, Winter 1986-87, s. 389-403.
(19) Se f. eks.: B. Kulaszka, ed., Did
Six Million Really Die: Report of the Evidence in the Canadian
'False News' Trial of Ernst Zündel, s. 469-502. Se også:
M. Weber, "Fred Leuchter: Courageous Defender of Historical Truth,"
The Journal of Historical Review, Winter 1992-93, s.
421-428. (http://www.ihr.org/jhr/v12/v12p421_Weber.html)
(20) "An
Official Polish Report on the Auschwitz 'Gas Chambers'," The Journal of
Historical Review, Summer 1991, s. 207-216.
(21) G. Rudolf, Gutachten ueber die Bildung und
Nachweisbarkeit von Cyanidverbindungen in den 'Gaskammern' von
Auschwitz ( London : 1993) ( http://www.vho.org/D/rga/ ); The Rudolf
Report (in English) ( http://www.vho.org/GB/Books/trr/ )
(22) "The 'Lüftl
Report'," The Journal of
Historical Review, Winter 1992-93.