Når I besøger Auschwitz - En vejledning til danske skoleelever
Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
Ophavsret Dansk Selskab for Fri
Historisk Forskning, 2004. E-Mail: admin@holocaust.nu Hjemmeside:
www.holocaust.nu. Kopiering
er tilladt med tydelig kildeangivelse.
Første gang udgivet digitalt i 2004 og
var den direkte årsag til udsendelsen af Jacques Blum & Eva
Bøggild: Auschwitz og Benægtelse. Undervisningsmateriale.
Forlaget Jepsen & Co., København 2006.
Nærværende 2. udgave, hvoraf
eksemplarer blev fremlagt ved holocaustkonferencen i Teheran,
december 2006, er forøget med en kommentar til Blum og Bøggilds
skrift.
Kære elever
Når I besøger Auschwitz, måske sammen
med jeres klasselærer, så gælder det om at holde øjne og øre åbne,
og om at I tænker jer godt om! Vær kritiske! Tro ikke på alt, som I
får fortalt!
Auschwitz-Birkenau er idag et mindested
og et museum. Det er en vigtig brik i polsk turistindustri!
Det er derfor godt at forberede sig
grundigt på besøget, og det kan ske ved at klikke sig ind på
Auschwitz-museets officielle hjemmeside: http://en.auschwitz.org.pl/m/.
I 1991 blev tavlen
udskiftet og tallet blev reduceret til halvanden million,
hvoraf en million var jøder. Hvornår mon man udskifter
tavlen en gang til? Det eneste dokumenterede dødstal i Auschwitz
udgør blot 84.000. Det svarer stort set til en naturlig afgang.
Holocaust er et
spørgsmål om tro. På den første mindetavle læser man, at "nazister"
myrdede fire millioner. Så begyndte troen at vakle.
Auschwitz har længe været et
udflugtsmål for turister.
Hjemmesiden anfører mere end 25.000.000
gæster.
Auschwitz-Birkenau er betydningsfuld
som "the symbol of the holocaust". Hvad der menes med holocaust,
kommer vi tilbage til.
Omkring
en million europæiske jøder blev myrdet her, påstår man for
tiden. Tidligere påstod man, at det var fire millioner.
På hjemmesiden nævner man ikke, at det
officielle tal indtil 1990 var fire millioner. Tallene ændrer sig
med tiden. Det er underligt, at man ikke får en forklaring. Det
skal snart vise sig, at der er mange andre underlige ting knyttet
til Auschwitz som turistmål!
Danske og svenske skoleelever bør altså
forberede deres besøg hjemmefra.
Begynd med at klikke ind på:
THE GAS CHAMBERS AND CREMATORIA
Her finder man syv underafdelinger. Lad
os begynde med de syv steder - de syv gaskamre. Det handler ganske
enkelt om mordvåbnet over alle mordvåben. Gaskamre i Auschwitz var
Hitlers masseødelæggelsesvåben! Eller hvordan?
Her gives visse oplysninger samt en
gammel tegning og et moderne fotografi.
Det påstås, at Krematorium 1 fungerede
fra 15. august 1940 til juli 1943. Denne oplysning bekræftes af
originale dokumenter og er sandsynligvis temmelig korrekt. Det
hævdes, at tyskerne selv påstod, at der i tre ovne kunne brændes
340 lig i døgnet.
Spørg nu: Hvorfor er den gamle tegning
så uklart gengivet, at man ikke kan læse ordene? Bed guiden om at
fremskaffe den originale tegning fra museets arkiv! Den findes! Når
I har fået denne tegning, se så efter den dør, I selv kom ind ad!
Den var der ikke dengang! Hvordan kom jøderne ind ad døren, der
ikke var der? Spørg så efter hullerne i taget eller loftet! De var
der heller ikke dengang! Spørg hvordan det kan være, at der på den
originale tegning står "Ligkælder" (Leichenkeller) - ikke
"Gaskammer"!
Ring til Dansk Ligbrændingsforening,
der har pålidelige oplysninger om ligbrænding! Spørg om man i tre
ovne kan brænde 340 lig i døgnet! Det kan man ikke! Bed derfor
guiden i Auschwitz om at fremdrage det påståede tyske dokument og
om at godtgøre dets ægthed!
Hullerne i loftet er vigtige, ja,
altafgørende. Museet indrømmer, hvis I spørger, at de gamle huller
er fjernet, og at der efter krigen er konstrueret nogle nye huller!
Lad alle jeres klassekammerater gå på jagt efter sporene af de
gamle huller, som hævdes at være blevet muret til! Spørg eventuelt
jeres lokale murer, om man kan mure gamle huller til langt senere,
så at sporene forsvinder helt! Det kan man ikke! Se nu på
fotografiet under "GAS CHAMBERS AND CREMATORIUM I". Spørg guiden,
hvorfor man efter krigen har lavet disse kunstige konstruktioner,
der oprindeligt ikke var der!
Spørg også, om skorstenen er fra
krigens tid - eller om den først blev opført efter krigen. Spørg,
om den overhovedet har forbindelse ind til ovnene! Det har den
ikke! Spørg, om ovnene er originale! Det er de ikke! Bed om en
forklaring på de to wc-afløbsrør inde i det såkaldte gaskammer,
hvor I opholder jer! Hvis guiden er ærlig, så får I at vide, at det
stammer fra et tidspunkt, hvor der var fire små rum - altså ikke et
stort "gaskammer"!
Spørg, hvordan samme rum på samme tid
kunne fungere både som opbevaringsrum til lig og som rum til
gasning af mange mennesker! Hvordan var der plads til begge på
samme tid? Spørg om der eksisterer døde- og ligkælderbøger! Det gør
der! Spørg om antallet af døde svarer til ovnenes kapacitet og til
mængden af brændstof! Tallene passer! Men hvordan bliver der så
plads til yderligere gasninger? Guiden kan ikke besvare
spørgsmålet!
Gå tilbage til hullerne i loftet! De er
der stadig ikke! Hvordan kunne man så hælde giftgas gennem huller,
der slet ikke var der?
Hvad bliver jeres konklusion efter
besøget i Gaskammer I?
BUNKER No. 1 OG BUNKER No. 2
Det hedder dernæst, at fra første
halvdel af 1942 begyndte nazisterne at anvende Bunker 1, "det lille
røde hus", og Bunker 2, "det lille hvide hus", til gasning af
mennesker. De to små huse skal altså også have indeholdt
gaskamre.
Men hvor er de to små huse mon blevet
af? Hvor findes de?
I Auschwitz
fandtes posthus, bibliotek, biograf, teater, bordel, fodboldbane,
hospital osv. - alt til rekreative formål. Her ses et billede af en
swimmingpool.
Spørg guiden, HVOR de to huse dog er
blevet af! Hvor er de originale tegninger? Der er ingen! Hvor er
der billeder? Der er ingen!
Bliv ved med at spørge om det lille
røde hus og om det lille hvide hus - de to små mystiske huse! Lad
jer ikke nøje med en snak om, at nogen har hørt, at nogen har sagt,
at nogen har set et lille rødt hus eller et lille hvidt hus.
Og hvis guiden siger, at kommandanten
selv har sagt, at der engang var to små huse, spørg så, om
kommandanten sagde og skrev dette før eller efter at han blev udsat
for tortur. Spørg en dansk dommer eller politimand, hvad han mener
om forklaringer fremsat under tortur! Bed om beviser!
Spørg også, hvordan det var muligt at
brænde ligene i store huller i jorden, som museet påstår. Prøv selv
at grave et hul, for eksempel for at brænde en kats kadaver. Det er
næsten umuligt. Hvordan kunne man så brænde masser af lig? Spørg
også om grundvandstanden i Auschwitz-Birkenau! Vandspejlet ligger
for det meste lige under jordoverfladen. Hullerne måtte altså være
vandhuller! Hvem finder på at brænde lig i vandhuller?
GAS CHAMBER AND CREMATORIUM II
Det er rigtigt, at krematoriet
fungerede fra marts 1943 til november 1944 - dog ikke alle dage. Vi
ved alt om bygningen og indretningen af dette bygningsværk. De
originale dokumenter ligger i arkiverne i Auschwitz! Bed om at få
dokumentation! Hvis man ikke vil give jer dokumentation, spørg så,
HVORFOR man ikke vil fremlægge dokumentationen!
Et krematorium er ikke det samme som et
gaskammer. I aviser og på fjernsyn viser man ofte billeder
af krematorier, men aldrig billeder af gaskamre! Hvorfor?
Bed nu om bevis for eksistensen af et
gaskammer i denne bygning! Bed om de originale tegninger! Gennemgå
dem med en klasselærer - eller endnu bedre med en lokal arkitekt.
Bygningerne blev jo opført, som alle andre bygninger, på basis af
en arkitekttegning. En lokal arkitekt vil hurtigt kunne
forklare for jer, at bygningen umuligt kunne fungere som gaskammer.
Hvorfor fører museet jer så bag lyset?
Det påstås, at tyskerne hævdede, at
ovnene i denne bygning - ialt 15 ovne (5x3, som på billedet) -
kunne kremere 1440 lig i døgnet. Kontakt nu igen Dansk
Ligbrændingsforening, eller et af de lokale krematorier (ring
bare!)! Spørg, om disse tal mon kan være rigtige! Forklar også, at
tyskerne dermed mente, at det kun krævede få kilo koks at brænde et
lig! Passer det?
Det passer heller ikke! Spørg nu
guiden, hvad det er for noget sludder! Bed om at se dokumentation
for at tyskerne vrøvlede sådan! Bed også om dokumentation for, at
tyskerne ønskede at fjerne beviserne for deres forbrydelse ved
krigens slutning! Hvilke beviser? Hvor står det?
Se efter hullerne i taget og loftet!
Alle vidner påstår, at SS førte giftgas gennem huller i taget! Men
der er slet ingen huller! Lad hele klassen gå på jagt efter de fire
store firkantede huller, som vidnerne påstod fandtes i
taget/loftet! Bemærk også de mærkelige uregelmæssige huller, som er
brudt i betonen efter krigen! Hvorfor? Hvem har været ude på hvad?
Sammenlign de uheldige efterkrigshuller med de falske huller i
Krematorium I! Ser I sammenhængen?
Hvis vidnerne siger, at der er huller,
selv om I ikke kan finde huller - hvem skal man så stole på?
Spørg om den lille elevator, der førte
ligene op fra "gaskammeret" til selve krematoriet.
Spørg, hvilken vej dørene ind til
"gaskammeret" mon gik? De gik indad! Se selv på den
originale tegning i arkivet. Hvordan kunne de så undgå at blive
blokeret af de mange lig?
GAS CHAMBER AND CREMATORIUM III
Denne bygning er konstrueret på samme
måde som GAS CHAMBER AND CREMATORIUM II. Dette ses dels af
luftfotografier fra 1944, dels af originaltegninger. Og det ses,
når I selv besøger lokaliteten. Der gælder altså akkurat samme
argumentation som ovenfor.
Bemærk tegningen! Hvorfor er den
gengivet så, at man ikke kan læse, hvad der står? Bed om et
tydeligt kopi af originalen! Bemærk, at der ikke er huller i taget
og loftet! Spørg også om luftfotografierne fra 1944! Spørg navnlig
om, hvorfor de er malet over med striber og pletter!
Spørg, om dørene til ligkælderen!
Hvilken vej gik de?
Spørg, hvor man opbevarede ligene, hvis
ligkælderen blev anvendt til gasning af mennesker!
GAS CHAMBER AND CREMATORIUM IV
Det påstås, at der blev brændt 265 lig
i døgnet, og at bygningen fungerede fra marts 1943 til d. 7.
oktober 1944.
Tegningen er igen så lille og uklar, at man ikke kan bruge den til
noget. Hvorfor? Bed om originalen og snak så med en arkitekt om
den! Eller med jeres klasselærer.
Prøv selv, med tegningen i hånden, at
gennemgå en tænkt gasning! Dørene inde i bygningen er anbragt
således, at det ville blive et rent kaos. Døde og levende ville
mase sig fast i hinanden. Man ville fare vild - total
forvirring!
Der er kun en række små vinduer oppe
under taget. SS-manden må benytte en stige. Først skal han op og
åbne vinduerne. Så skal han ned og hente gasdåse plus dåseåbner. Så
op og åbne dåsen, dernæst ind med gassen - forudsat at ingen lang
jøde har smækket vinduet i! Så ned med den tomme dåse plus den ret
store åbner. Så op igen for at lukke vinduet. Så omsider ned igen.
Da der var fem eller seks sådanne vinduer, og da hvert vindue
kræver seks ture, bliver det til 30-35 ture per gasning.
GAS CHAMBER AND CREMATORIUM V
Her siges det samme som ovenfor, men
der er to nye billeder.
Pengesedlen
specielt til brug i Auschwitz er trykt august 1944. Hvad skulle
jøderne med penge,hvis de alligevel skulle smides direkte i
gaskammeret? Betale vagtmanden for at få lov til at blive gasset?
Nej, vel?
Det øverste billede viser bygninger bag
nogle træer. Det beviser intet om noget massemord - heller intet om
bygningens funktion. Hvorfor så dette billede?
Det nederste billede viser nogle mænd,
nogle lig og røg. Ingen ved hvor, hvornår eller hvem, der har taget
billederne. Læg også mærke til cementsøjlerne i baggrunden! Bøjer
de i rundinger eller har de knæk! Tydeligere billeder fremviser
knæk. Men har de andre søjler ikke rundinger? Stammer billederne
overhovedet fra Auschwitz?
Er det overhovedet muligt at brænde lig
på denne måde? Hvorfor benyttede man ikke krematorierne til
ligbrænding?
Dermed har I afsluttet gennemgangen af
Hitlers masseødelæggelsesvåben i Auschwitz-Birkenau! Var de
såkaldte gaskamre nu også gaskamre?
HVAD SÅ?
Gå nu hen i udstillingen , se på
bøgerne, der ligger til salg. Stil spørgsmål!
Se de gamle sko, de gamle proteser, de
gamle kufferter, og læg især mærke til kufferten, der ligger
ligefor, hvorpå der står "A. Frank". Spørg, hvem den har
tilhørt.
Hvor kommer alle
disse genstande fra? Blev de medbragt af russerne? Hvad blev
der af de tidligere ejermænd? Døde de en naturlig død? Blev de
transporteret videre østpå?
Museet hævder, at de blev gasset! Bed
igen om beviser!
TILBAGE I DANMARK
Dernæst kan i klikke ind på en officiel
dansk hjemmeside, hvis udtrykkelige formål er at oplyse jer om
holocaust:
www.holocaust-uddannelse.dk
Se nu, om I kan finde beviser for
eksistensen af gaskamre!
Se først under Billedgalleri!
Her er der 19 forskellige billeder. Hvorfor er der intet billede af
mordvåbnet? Hvorfor er der intet billede af en person, som er
gasset? Der ses billeder af gamle sko og gammelt tøj - men det
beviser jo intet.
Der ses billeder af jødiske kvinder og
af lig. Men undersøg billederne nøje! Bed om bevis for at
billedteksterne svarer til billederne selv. Søg på nettet, og I vil
finde, at samme billeder optræder med mange forskellige
billedtekster!
Bemærk især sidste billede: "Kvinder og
børn før de bliver gasset i Krematorium IV i Auschwitz-Birkenau.".
Spørg, hvordan man kan vide, at personerne blev gasset bagefter?
Man kan ikke se det på billedet! Spørg, hvem der tog billedet og
hvornår! Nogle siger, at det stammer fra maj måned 1944. Af
arkiverne fremgår imidlertid at Krematorium IV netop var ude af
drift på dette tidspunkt! Hvordan kunne personerne så blive
kremeret?
Klik dernæst ind på
Udryddelseslejre! Herunder nævnes som udryddelseslejre:
Chelmno, Auschwitz-Birkenau, Belzec, Sobibor, Treblinka, Majdanek.
Disse steder spiller også en rolle i Polens turistindustri!
Se på billederne! Hvorfor er der ingen
billeder af gaskamre? Bed om beviser for at billedteksterne svarer
til billederne!
Kontakt forfatterne og anmod om kopier af de originale tegninger af
gaskamrene! De findes ikke! Hvorfor findes de ikke?
Klik ind på "Endloesung", hvor I får at
vide, at "Endloesung" betyder folkemord. Det er meget godt - men
hvor er der et originalt tysk dokument, hvoraf det fremgår, at det
er sandt? Et sådant dokument findes ikke! Altså læser man noget ind
i teksten, som slet ikke står der!
Bed om bevis på, at Hitler overhovedet
kendte og brugte ordet "holocaust". Det findes ikke! Giver det
derfor mening at sige, at "Hitler beordrede holocaust"?
Kilk ind på "Holocaust-benægtelse", og
herunder især "Benægternes "66 punkter" - og tilbagevisning af
disse påstande." Bemærk under Punkt 1, at det hævdes, at omkring 6
millioner jøder blev dræbt af nazisterne i samtidige kilder,
øjenvidneberetninger, fotografier, koncentrations- og
udryddelseslejrenes fysiske eksistens samt demografiske
oplysninger.
Tag de fem typer bevis hver for sig!
Der er ingen samtidige kilder. Der er ingen troværdige
øjenvidnskildringer (se nedenfor), der er ingen fotografier (kun
med uægte billedtekster). Lejrenes fysiske eksistens er sand nok,
men det beviser intet om at de blev benyttet til udryddelse.
Demografiske oplysninger, som er videnskabelige, findes slet ikke.
Der henvises til bøger, hvor forfatteren (især Benz) tæller
dobbelt.Gør det til en spændende elevopgave, at tilbagevise
tilbagevisningerne. Det er faktisk let nok!
I har nu set, at alt beror på vidner.
Ring til politiet og spørg om man altid kan stole på vidner! Der er
to slags vidner: Fanger, som har overlevet, og tyskere, især
SS-folk, der har været indblandet.
Næsten alle tyske SS-folk (se på nettet
under Hoess, Gerstein, Ohlendorf, Pohl) blev udsat for tortur.
Spørg igen politiet!
Fangerne fortæller ofte de mest
fantastiske historier. Mange fanger fortæller om bjerge i
Auschwitz. Men der er ingen bjerge! En dansk dame fortæller, at hun
boede på loftet af Krematorium I - men der er, som I selv har set,
slet intet loft!
En anden dansk dame - Olly Ritterband -
har sagt, i fjernsynet, at gaskamrene lå inde i de små ovne i
Krematorium 1. Her blev jøderne gasset i massevis. Altså må
de have været meget små - som fastelavnsboller eller mindre, som
vinbjergsnegle!
Spørg igen politiet og dommerne, hvad
man skal mene om sådanne vidner!
KONKLUSION
Holocaust kan defineres som massemordet
på omkring 6 millioner jøder, efter ordre fra Hitler. Alle tre
forhold må være opfyldt, før man kan tale om et massemord: Et mord,
et mordvåben, et offer. Uden mordvåben, uden morder, uden myrdet
mand - intet mord.
Der findes ingen ordre fra Hitler -
hverken mundtlig eller skriftlig. Nogle mener, at andre tyskere
myrdede jøderne efter at have læst Hitlers tanker. Andre mener, at
Hitler nikkede eller gjorde hemmelige tegn og så videre. Hvad mener
I om den slags forklaringer?
Det største af alle
masseødelæggelsesvåben skulle være de syv gaskamre i
Auschwitz-Birkenau. men I har ikke fundet dem!
I de andre påståede udryddelseslejre
findes heller ingen masseødelæggelsesvåben. Faktisk kender man
heller ikke navnet på en eneste person, som med sikkerhed er blevet
gasset i Auschwitz-Birkenau. Tyske læger har underskrevet tusindvis
af dødserklæringer, der stadig findes, men ingen taler om
massegasning.
PAS PÅ!
Når I stiller fornuftige og kritiske spørgsmål til det danske
holocaustcenter, vil I opleve at I ikke får noget svar. I bliver
bedt om at tro på holocaust! Det er akkurat som til en
konfirmationsundervisning! Ingen beviser - men krav om, at I tror
på gaskamrene! Læg også mærke til, at forskere, der stiller
naturlige spørgsmål, bliver fordømt, bagtalt, rakket ned, og i
nogle lande sendt i fængsel!
Flere skoleelever er blevet smidt ud, når de har henvendt sig
personligt for at få svar på alle disse spørgsmål! Breve besvares
ikke. Eller også får man ikke noget rigtigt svar.
Bed om originale tegninger! Bed om originale fotografier! Fås
ikke, desværre!
Tænk over alle disse ting!
Spørg Uffe Østergård, spørg historielærerne ved universitetet,
hvorfor de ikke vil indgå i en åben debat med de forskere, der
stiller de spørgsmål, I selv stiller, når I besøger
Auschwitz!
Spørg, hvad Uffe Østergård mener om sætningen: INGEN HULLER - INGEN
HOLOCAUST!
Stil samme spørgsmål til de mange andre
mennesker, der faktisk lever af at udbrede den blinde tro på
holocaust!
Snak også med arkitekter, med manden,
der ordner jeres gasfyr, med jeres murer - med alle folk, der har
deres sunde fornuft i behold.
KONCENTRATIONSLEJRE
Koncentrationslejre er ikke noget tysk påfund. De blev opfundet
af englænderne under Boerkrigen i Sydafrika (1899-1902). Siden blev
koncentrationslejre flittigt anvendt af USA under den anden
verdenskrig, hvor alle tyske statsborgere i USA på denne måde blev
skaffet af vejen. Ligeledes beskyttede de rare amerikanere deres
land ved at indespærre samtlige japanere - også de, som forinden
havde opnået amerikansk statsborgerskab.
ENDLÖSUNG
Endlösung - den endelige løsning på
verdens jødeproblem - er et udtryk anvendt af jøden Theodor Hertzl
på den zionistiske verdenskongres i Basel 1897, hvor talen var på
at skaffe jøderne deres eget land. Foruden drømmemålet Palæstina
var også på tale øen Madagaskar, et område i Brasiliens jungle og
et frodigt landområde i Sibirien.
Idéen med et særligt jødisk land, et
Israel, blev anbefalet af Adolf Hitler i hans bogværk Min
Kamp og af den amerikanske bilkonge Henry Ford i hans bog
Den internationale Jøde. Ordet Endlösung er således siden
i manipulationens navn bevidst blevet mistolket.
Jødernes ophold i Auschwitz og andre
koncentrationslejre skulle udelukkende være af midlertidig karakter
indtil Adolf Hitler kunne erobre et passende landområde til dem. Af
samme årsag fandtes der en del jøder i den tyske værnemagt, som
under hagekorset kæmpede for det Hitler havde stillet dem i
udsigt.
Jamen, fandtes der slet ikke noget
holocaust? Jo, men det foregik bare ikke i de tyske
koncentrationslejre, men i byerne Dresden, Leipzig, Nagasaki og
Hiroshima. Forbryderne blev hverken eftersøgt eller straffet. De
blev hædret som store helte.
DANSK SELSKAB FOR FRI
HISTORISK FORSKNING
Referencer
Bøger
-
- Ernst Gauss (ed.); Dissecting the
Holocaust. The Growing Critique of 'Truth' and 'Memory',
revised paperback edition. Castle Hill Publishers, PO Box 257768,
Chicago, , IL 60625, USA.
-
-
Germar Rudolf;
The Rudolf Report,
Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago , IL 60625,
USA.
-
-
-
Don Heddesheimer;
The First
Holocaust, Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago
, IL 60625, USA.
Tidsskrifter
- Vierteljahreshefte für
freie Geschichtsforschung, Castle Hill Publishers, PO Box
257768, Chicago , IL 60625, USA.
- The Journal
of Historical Review, (ISSN: 0195-6752), Institute for
Historical Review, P.O. Box 2739, Newport Beach, CA 92659 USA.
- The Revisionist,
Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago , IL 60625,
USA.
- The Barnes
Review, 645 Pennsylvania Ave SE, Suite 100, Washington
D.C. 20003 USA.
Hjemmesider
Tillæg til Selskabets Vejledning: DE USYNLIGE GIRAFFER PÅ
LÆRERVÆRELSET
Anmeldelse af: Jacques Blum & Eva Bøggild: Auschwitz og
Benægtelse. Undervisningsmateriale. Forlaget Jepsen & Co.,
København 2006. 64 sider.
Indledning
Dette skrift er tænkt som "undervisningsmateriale". Det
henvender sig til danske skolelærere. Den umiddelbare baggrund for
udgivelsen er "bekymring" over den Vejledning, som Dansk Selskab
for Fri Historisk Forskning udsendte på nettet i slutningen af 2004
under titlen Når I besøger Auschwitz - En vejledning til danske
skoleelever.
Formålet med Vejledningen er at
vejlede. Vejledningen opfordrer danske skoleelever til at være
kritiske, til at stille spørgsmål, til at tænke sig om, til at
rådføre sig med fagfolk, når de besøger Auschwitz. Vejledningen
tager lærer og elever med rundt til de syv såkaldte gaskamre i
Auschwitz. Den opfordrer til skepsis og sund kritik: Var ruinerne
overhovedet gaskamre, eller er det blot noget, man siger?
Auschwitz er i dag et yndet turistmål.
I 2005 nød man godt af næsten 1 million besøgende. Auschwitz er
dermed en betydningsfuld indtægtskilde for Polens turistindustri.
Den største attraktion er syv bygninger og ruiner, som man hævder
oprindeligt var gaskamre. Hvis der oprindeligt slet ikke var
gaskamre, så mister Auschwitz med ét slag sin betydning som
turistmål og indtægtskilde for polakkerne.
I Vejledningen opfordres eleverne til
at bede om videnskabelig dokumentation for at de pågældende
bygninger og ruiner nu også var gaskamre. Myndighederne i Auschwitz
har meget svært ved at fremlægge en sådan dokumentation. Disse
myndigheder er flere gange blevet grebet i forsøg på at føre
turisterne bag lyset. I mange år fremviste man krematoriet i det
gamle Auschwitz, som om det var et gaskammer. Indtil 1990 viste man
mindetavler med tallet 4 millioner myrdede. Nu indrømmer man, efter
pres fra de såkaldte "holocaust-benægtere", at både bygningen og
tallene var ren svindel. På den anden side har myndighederne i
Auschwitz ingen vanskeligheder med at dokumentere, at Auschwitz var
en fangelejr som så mange andre, med hospitaler, posthuse,
bibliotek osv. osv. Derfor må eleverne være kritiske. Auschwitz er
en redelighed af fup og fakta. Sammen med deres lærer bør de stille
kritiske spørgsmål.'
Grunden til at Selskabet udsendte denne
Vejledning blev givet af dr. phil. Christian Lindtner på forsiden
af Kristeligt Dagblad, den 8. april 2005: "Den vejledning,
skoleeleverne får fra Dansk Center for Holocaust- og
Folkedrabsstudier, er vildledende og ukorrekt. Det kan de ikke
være tjent med.". Flere og flere elever og lærere er begyndt at
tvivle på rigtigheden af de oplysninger, man normalt giver dem om
Auschwitz. Det er en sund skepsis, mener Selskabet.
Undervisningsmaterialet Auschwitz og benægtelse - herefter
forkortet AogB - vil også være kritisk. AogB vil være mere seriøst,
mere videnskabeligt, end Selskabets Vejledning.
Danske skolelærere, der skal undervise
i Auschwitz og holocaust befinder sig i en vanskelig situation.
Sagen er den, at der er en beklagelig mangel på videnskabelig
litteratur om Auschwitz og holocaust på dansk. Kun de færreste har
vel tid til at fremskaffe videnskabelig litteratur på engelsk,
fransk eller tysk. Dertil kommer, at fremskaffelsen heraf ofte er
forbundet med betydelige praktiske vanskeligheder. Flere af de
strengt videnskabelige værker er forbudt i visse lande. Andre
værker findes kun i ganske få eksemplarer. Dette gælder især
Jean-Claude Pressac; AUSCHWITZ: Technique and operation of the
gas chambers, New York 1989. Bogen har aldrig været i fri
handel. Her i landet findes den kun i ét eller to
bibliotekseksemplarer, som ikke kan hjemlånes, men kun benyttes på
læsesalen. Dertil kommer, at udvalget af pålidelig og saglig
litteratur om holocaust og Auschwitz på vore offentlige biblioteker
er yderst begrænset. De videnskabelige værker om emnet kan dog i
enkelte tilfælde bestilles hjem fra udlandet.
Formål og metode
Opgaven for anmelderen af AogB må på denne baggrund være at
undersøge, om AogB rent faktisk lever op til den metode og det
formål, som den selv har fastsat. Er det overhovedet pålidelig og
alsidig information, som bringes her?
Hvad AogB har at sige om metode og formål er i og for sig ganske
rigtigt. Holocaust betyder her massemord på jøder i gaskamre i
Auschwitz. Gaskamrene var altså mordvåbnet. Findes intet mordvåben,
så findes heller intet massemord. Denne sammenhæng er klart
forstået af AogB. Det gælder derfor for enhver pris om at bevise
eksistensen af gaskamrene. Metode og formål hænger sammen. For at
bevise eksistensen af gaskamrene i Auschwitz, må man anvende en
videnskabelig metode. Det har AogB også forstået. AogB har
forstået, at hvis eksistensen af gaskamre ikke kan bevises, så kan
holocaust - som historisk kendsgerning - heller ikke bevises. AogB
bestræber sig derfor på at bevise eksistensen af gaskamre til
massemord i Auschwitz-Birkenau.
Har AogB heldet med sig? Er metoden solid og pålidelig?
Argumenterer AogB logisk og sammenhængende? Har AogB overhovedet
faste kendsgerninger at holde sig til? Forstår AogB at skelne
mellem påstande og begrundelser? Undgår man cirkelslutninger?
Forstår man at skelne mellem primære og sekundære kilder? Forstår
man at analysere billeder og dokumenter korrekt? Forstår man at få
alle kilder med? Er man alsidig eller ensidig? Eller udelukker og
overser man relevante kilder, om det nu sker af uvidenhed eller i
fuldt overlæg?
Med andre ord: Hævdes det af "vidner", at en mand blev skudt med
en pistol et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, så må politiet
undersøge sagen nærmere. Vidneudsagn må underbygges og verificeres.
Viser efterforskningen, at den pågældende pistol ikke eksisterer,
at det pågældende sted slet ikke eksisterer, og at tidspunktet slet
ikke kan passe, så mister "vidnernes" udsagn enhver beviskraft.
Dette betyder dog ikke, at "vidnernes" udsagn mister enhver
interesse. Der er tale om vidnesnak - om myter. Eksemplet viser,
hvorledes der må skelnes skarpt mellem myte og virkelighed.
Som enhver ved - det ved AogB selvfølgelig også - må talrige
udsagn fra "vidner" om Auschwitz og holocaust betragtes som rene
myter. AogB opererer selv med begrebet "u-undersøgte vidneudsagn
fra overlevende og nazister" (s. 47) - men kommer desværre gerne
selv til at acceptere sådanne udsagn uden at undersøge dem først.
Selskabet har samlet en række udsagn fra "vidner" på hjemmesiden www.holocaust.nu. Et vidne,
Helene Wieser, hævder, at hun under bevogtning af to vagtposter
jævnligt måtte rulle en stor sten op på toppen af et bjerg i
Auschwitz. Vogterne skubbede så stenen ned igen, og hendes
Sisyfos-kvaler begyndte forfra. Dette er en myte. Hvorfor? Fordi
vores øjne ikke kan se noget bjerg i Auschwitz. Et andet vidne
siger, at hun boede på loftet af krematoriet i Auschwitz I. Det kan
ikke passe. Hvorfor? Fordi vores øjne ser, at denne bygning ikke
har noget loft. Man kan ikke opholde sig et sted, som ikke findes.
Der er derfor tale om en myte.
Myterne kan, som sagt, være interessante nok i sig selv, de kan
have underholdningsværdi, men de kan ikke bruges til at fastslå
historiske realiteter. Myternes årsag, formål og form er genstand
for psykologiske og religionsvidenskabelige studier. Når talen er
om de såkaldte gaskamre i Auschwitz I og i Auschwitz-Birkenau
(Auschwitz II), så hviler disse udelukkende på "vidneudsagn" -
intet andet. Det er anmelderens opgave at tage stilling til disse
spørgsmål. Anmelderen og skolelæreren må til stadighed skelne
mellem fortællinger og myter på den ene side, og ægte historie og
kendsgerninger på den anden. Igen: "Vidnernes" ord må sammenholdes
med den empiriske virkelighed, med den erfaring, vi alle kan gøre
med vores hænder, se med vores øjne, tænke med vores tanker.
Videnskabelige udsagn må kunne efterprøves. Kan "vidnernes"
forklaringer ikke møde disse krav, så er "vidnernes" forklaringer
blot myter. Hovedopgaven for læseren bliver altså kort og godt at
skelne mellem myte og virkelighed.
Indhold
AogB er et ganske kort skrift, kun 64 sider. Skriftet indledes
med en henvendelse til læreren. Forfatterne lover at afsløre
fejlene i Vejledningen, som Selskabet har udsendt. Dernæst følger
seks kapitler, som vi straks skal se nærmere på.
Skriftet afsluttes med én side "Anvendt litteratur" (s. 63). Her
møder vi det første problem. Der anføres 23 titler. Da forfatterne
selv lægger vægt på at anføre den mest moderne forskning, må den
kritiske læser beklage, at den nyeste videnskabelige litteratur
slet ikke er blevet anvendt af forfatterne. Rigtignok henviser
forfatterne afslutningsvis til "anbefalelsesværdige bøger og film "
anført i deres egen bog Løgnens Veje - om benægtelsen af
holocaust. Men også her savner den kritisk læser henvisninger
til den videnskabelige litteratur. En omfattende bibliografi, der
tilgodeser den relevante moderne forskning, finder læseren i Germar
Rudolf; Lectures on the Holocaust, Controversial Issues Cross
Examined, Castle Hill Publishers, 2005, s. 545-562.
Allerede her ser man altså det første problem. En stor del af de
relevante kilder udelades. De relevante kilder tages slet ikke i
betragtning. Denne udeladelse får, som vi snart skal se,
katastrofale følger for forfatternes fremstilling. Forfatterne
kender slet ikke den videnskabelige litteratur. Eller også lader de
blot som om, de ikke kender til den. De isolerer sig selv fra den
videnskabelige debat, som de ellers lovede, at de ville tage del
i.
Siderne 9-62 omfatter seks kapitler. Flere sider er blanke eller
næsten blanke. Normalt er det sådan, at man på venstre side finder
billeder eller tabeller. På højre side findes tekst. Det er
tydeligt, at forfatterne har haft svært ved at finde gode billeder
og tegninger. Meget svært. De fleste billeder og tegninger har slet
ikke berøring med skriftets selvvalgte emne: Bevis for at der
eksisterede gaskamre i Auschwitz. Det svarer til at man i en bog om
hunde bringer billeder af heste og katte. Der er ingen tegning,
intet billede af et såkaldt gaskammer.
Lad os nu se på hvert kapitel, side for side!
På s. 10 ses to billeder af nyankomne ungarske jøder, maj-juni
1944. Der er ingen grund til at betvivle rigtigheden heraf.
Billedet er ægte. Kilden er SS, en god og samtidig kilde. Men på s.
9 skriver forfatterne, at børnene på billederne "sandsynligvis"
døde i Auschwitz. Som bekendt har mange børn overlevet Auschwitz.
Det er altså slet ikke sikkert, at børnene på fotografierne blev
myrdet. Forfatterne kunne derfor også have skrevet, at børnene
sandsynligvis ikke blev myrdet. Man ved altså slet ikke, hvad der
skete med børnene på billederne. Og et "ved ikke om de døde" kan
selvsagt ikke bruges til at bevise et massemord.
Forfatterne skriver s. 9, at der døde over 1 million i Auschwitz
og Birkenau. Her gives ingen begrundelse for tallets rigtighed.
Tallet gentages senere, igen uden begrundelse. En ubegrundet
påstand bliver ikke rigtigere ved at blive gentaget.
Det er sandt, at nogle nazister skelnede mellem over- og
undermennesker. Men der gives intet bevis for at folk blev sendt
til Auschwitz, fordi de var undermennesker. Det er noget
forfatterne selv hitter på. Forfatterne beskriver også - ganske
kort - "Auschwitz i dag". Det kan være godt nok, men er ikke bevis
for massemord dengang.
Flere gange påstås, at folk blev "gasset". Lutter påstande,
stadig uden bevis. På s. 17 beskrives de latrinære forhold, hvilket
heller ikke har noget med masemord at gøre.
Mere interessant er afsnittet om "Et eget sprog", s. 19-23. Det
hævdes, at nazisterne benyttede "ord og begreber, der kamuflerede
virkeligheden". Her nævnes ord som Endlösung og Sonderbehandlung og
Sonderaktion m.m. Det er selvsagt korrekt, at man som talende eller
skrivende menneske kan betjene sig af et kodesprog, et
dobbeltsprog. Man kan sige Jensen, selv om man mener Hansen. Men
for at der ikke skal ske forvekslinger og misforståelser,
forudsætter anvendelsen af et kodesprog, at parterne ved besked, og
at der foreligger en nøgle. Det nytter jo ikke, at den ene SS-mand
beordrer den anden SS-mand til at henrette Hansen, hvis han mener
Jensen. Der må være en nøgle, men en sådan nøgle foreligger ikke.
Forfatterne tager det blot for givet, at alle forstod, at der var
tale om et kodesprog. Altså igen en påstand uden bevis. De eneste,
der har en sådan nøgle, er forfatterne selv. Nøglen til kodesproget
er opfundet efter krigen. Tyskerne kendte intet dertil. En moderne
amerikansk professor (Hilberg) har indset problemet. Han påstår, at
tyskerne kommunikerede ved hjælp af tankelæsning. Så behøvede de
slet ikke at sige eller skrive noget kriminelt. Enhver kan selv
gennemskue, om det kan passe.
Faktum er, at ord som Endlösung og Sonderbehandlung og
Sonderaktion blev benyttet i både behagelige og ubehagelige
sammenhænge. Dette ses tydeligt ved at sammenligne
originaldokumenter, således som revisionisterne, som forfatterne
bekæmper, har gjort. Det er velkendt, at prominente fanger
undertiden nød Sonderbehandlung, altså særbehandlig i den forstand,
at de fik tilladelse til at lytte til radio, til at modtage aviser,
vin, cigarer osv. På samme måde var en Sonderaktion blot en særlig
handling, et særligt tiltag. Og særlige tilfælde af det ene eller
andet forekommer jo jævnligt. En Sonderaktion kunne være en
glædelig begivenhed, men den kunne også være uhyggelig. Ordet
bruges fx når læger gav uhelbredeligt syge og smittebærende fanger
en dødelig injektion. I dette tilfælde er Sonderbehandlung
uhyggelig nok. Men det har intet med massemord i gaskamre at gøre.
Formålet var sanitært, bekæmpelsen af smittefaren.
Ordet Endlösung betyder blot "endelig løsning". Ordet blev
dengang (og før krigen, også i Danmark) brugt i forbindelse med en
endelig løsning på dette eller hint gamle problem. Man søgte et
definitivt svar på gamle og komplicerede problemer. Læseren kan på
s. 20 studere en dansk gengivelse af en skrivelse fra Göring til
Heydrich. Forfatterne ser heri et bevis på, at "Endlösung" betyder
"udryddelsen af jøderne", altså massemord. Men, som enhver, der kan
læse, kan se, tales der kun om "emigration og evakue¬ring".
Forfatterne læser deres egne meninger ind i teksten. Hvad kan være
mere uvidenskabeligt? Det fremgår af utallige ægte tyske
dokumenter, at "Endlösung" af det jødiske spørgsmål drejer sig om
en territorial løsning, dvs. deportation af jøderne fra det ene
sted til det andet. Altså fjernelse af jøder fra Europa til de
østlige områder. Der var intet hemmeligt ved denne politik. Hitler
erklærede ofte højt, klart og tydeligt, i fuld offentlighed, at han
havde til hensigt, at fjerne jøderne fra Europa. Dette er også
meningen med de to andre udtryk, som anføres på s. 21, Aussiedlung
og Umsiedlung. Denne politik lagde nazisterne aldrig skjul på, og
den territoriale løsning fandt faktisk støtte hos mange jøder. Og
de fleste lande i Europa støttede allerede før krigen planerne om
en territorial Endlösung.
Nederst på s. 20 gengives to tyske dokumenter, hvori ordet
Ausrottung, "udryddelse" forekommer. Forfatterne hævder i den
ledsagende tekst, at "Ausrottung der Juden" betyder udryddelse af
jøder - hvilket i foreliggende sammenhæng, for at være relevant for
emnet og for at give mening, må betyde gasning af jøder i
Auschwitz. Men kan det nu passe?
Hvis man hypotetisk går ud fra at den pågældende skrivelse er
ægte (hvilket ikke er påvist af forfatterne), så må man først
notere sig, hvem der er afsender og hvem der er modtager.
Afsenderen synes at være Reichsführer-SS (altså H. Himmler)
Persönlicher Stab, underskrevet af lægen Brandt. Modtageren synes
at være Chefen for Sikkerhedspolitiet og SD i Berlin (altså
Heydrich). Der ses ingen forbindelse til Auschwitz.
For at læse tekstens ordlyd må man imidlertid anskaffe sig en
lup. Hvorfor har forfatterne ikke gengivet skrivelsen, så at den
kan læses uden lup? Der er rigelig plads på de mange tomme sider.
Svaret får man her: Der er tale om en ledsageskrivelse. Bilagene
mangler. Men vores lup afslører, at der er tale om en
"Pressemeldung" - altså en presse¬meddelelse. "Udryddelsen af
jøder" kan derfor ikke have noget med massemord af jøder i gaskamre
i Auschwitz at gøre. I så fald måtte man vel let kunne finde en
tysk avis fra dengang, hvori den tyske befolkning fik at vide, at
der foregik et massemord på jøder i gaskamre i Auschwitz. I så fald
ville der ikke være grund til at anvende kodeord af nogen art.
Pressemeddelelsen må efter sammenhængen at dømme have indeholdt
oplysninger til den tyske offentlighed om at deportationerne af
jøderne ville blive fremskyndet.
Der har intet overraskende været i denne meddelelse. En sådan
pressemeddelelse var tværtimod yderst påkrævet. Jøderne blev
deporteret fra de tyske byer. Myndighederne meddeler nu
befolk¬ningen, at deportationerne fremskyndes. Det havde, som sagt,
længe været officiel tysk politik, at jøderne skulle fjernes fra
Europa. Hitler erklærede ofte, at han ønskede, at udrydde jøderne
fra Europa. Og rent faktisk vidste alle tyskere, at jøderne blev
deporteret. Og deportation er ikke ensbetydende med massemord i
gaskamre.
Forfatterne har altså gengivet et par tyske skrivelser.
Forfatterne har selv foretaget udvalget af tekster. De har selv
valgt de bedste bevisligheder. De påstår, at der her er bevis for
massemord på jøder. Læser man selv teksterne, ser man let, at
forfatterne tager fejl. Tværtimod bekræfter disse skrivelser, at
Endlösung betyder fjernelse fra Europa, deportation. Rent praktisk
foregik denne deportation i tog. Tyske borgere kunne ikke undgå at
bemærke disse deportationer. Folk har snakket med hinanden. Alle
tyskere var vidner til Endlösung - til at jøderne forsvandt fra
deres by.
Aktion Reinhard - eller Aktion Reinhardt?
Der er et lille afsluttende t til forskel i stavemåden - og det
gør en stor forskel. Det ene navn har otte bogstaver, det andet har
ni bogstaver. Det er to forskellige navne, som Hanssen og Hansen.
Forfatterne hævder - i lighed med mange andre - at en aktion, der
kostede op mod 1,8 millioner jøder og tusinder af sigøjnere livet i
de tre udryddelseslejre Belzéc, Sobibor og Treblinka, kaldtes
Aktion Reinhard, til ære og minde for den fremtrædende nazist,
Reinhard Heydrich. Bemærk stavemåderne!
Denne påstand gentages ofte andre steder, fx af
universitetslektor, dr. phil. Hans Kirchhoff, i bogen Hitlers
krig 1939-1941, udgivet på Gyldendal, København 1995. Her (s.
306) er læsemåden en anden, nemlig: "Men Aktion Reinhardt -
blodofferet til den store jødehader Heydrich.". Men
universitetslektoren manipulerer, her, som mange andre steder, med
de originale kilder. Hans rigtige navn var Reinhard - ikke
Reinhardt - Heydrich.
Aktionen skulle altså være opkaldt med anvendelse af fornavnet
på en fremtrædende nazist. Enhver kan fornemme, at det er noget
pjat. Tyskerne gik ikke rundt og opkaldte vigtige aktioner med
anvendelse af fornavne - Aktion Adolf, Aktion Heinrich osv. Man
brugte efternavne, fx Göring-Werke og lignende. Ikke Hermann-Werke
og lign. I SS benyttede man ærmebind, fx "Götz von Berlichingen",
"Frunds¬berg", eller sågar "Reinhard Heydrich" (se fx Robin
Lumsden, Third Reich Militaria, London & New York
1987, s. 140).
I de bevarede tyske originaldokumenter tales om Aktion
Reinhardt. Navnet stammer fra Fritz Reinhardt, der var
Staatssekretär i Reichfinanzministerium. Reinhardt nød stor respekt
for sin administrative dygtighed. Fritz Reinhardt omtales fx flere
gange netop i denne organisatoriske forbindelse af Hitler, i dennes
såkaldte Tischgespräche, "Bordsamtaler". Da jøderne blev
deporteret, opstod helt naturligt et problem med hensyn til
forvaltningen af deres efterladte ejendele, værdigenstande, formuer
osv. osv. Opgaven tilfaldt helt naturligt Finansministeriet og
dettes erfarne chef. Fritz Reinhardt, der var en embedsmand af den
gamle skole, blev ikke straffet efter krigen. Havde der været noget
kriminelt ved Aktion Reinhardt, så var Frits Reinhardt med
sikkerhed blevet stillet for en dommer. Men der blev aldrig rejst
sag mod den departementschef, der gav navn til Aktion
Reinhardt.
Aktion Reinhardt handlede altså ikke om massemord, men om
forvaltningen af efterladte jødiske formuer, genbrug m.m. Hvis
forfatterne havde anvendt den videnskabelige litteratur om emnet,
så havde de ikke foretaget denne fatale forveksling. Reinhard
Heydrich, chef for SD, og Fritz Reinhardt, departementschef, var to
helt forskellige personer. Der var intet kriminelt ved Aktion
Reinhardt. Forvirringen er typisk for forfatternes "videnskabelige
metode".
Det samme gælder de tre såkaldte udryddelseslejre, Belzéc,
Sobibor og Treblinka. Der var her tale om transitlejre, ikke om
udryddelseslejre. Igen en fatal forveksling. Forfatternes
"videnskabelighed" består altså i at sætte gale etiketter på. En
såre vindskibelig form for videnskabelighed! Den moderne
videnskabelige forskning, hvortil henvises, har for længst påvist,
at der ikke var tale om udryddelseslejre, hvor "1,8 millioner jøder
og tusinder af sigøjnere" blev myrdet. De deporterede jøder gik
gennem disse lejre, for dernæst at blive transporteret videre
østpå. Dokumentationen herfor er overvældende.
Nacht und Nebel
Det er sandsynligt, at fanger blev sendt med koden NN til
Auschwitz (og andre destinationer). De var anonyme. Men det er helt
forkert, at tolke NN som Nacht und Nebel. Der er tale om en
almindelig latinsk forkortelse, nomen nescio - "jeg kender ikke
navnet". NN henviser altså til de pågældende fangers anonymitet. I
det moderne fængselsvæsen omtales fanger som bekendt ofte blot som
numre. I militæret ligeså.
Forfatternes "videnskabelige metode" begynder nu at blive mere
og mere klar: Man påstår, at ord betyder noget, som de slet ikke
betyder. Man misbruger ordene. Videnskabelig metode betyder altså i
realiteten fordrejning af ord og fortielse af kendsgerninger.
Forfatterne interesserer sig overhovedet meget for sproglige
forhold. Der er et afsnit om "Auschwitz-sproget", s. 23-27.
Interessant nok, men det har intet med emnet at gøre.
Interessant er det også, at forfatterne nu indrømmer, at der var
en swimmingpool, posthuse, pengevæsen, bordeller, bibliotek osv. i
Auschwitz. I virkeligheden er der intet unormalt i at der fandtes
sådanne ting i en tysk lejr. Men forfatterne, der har deres
forudfattede meninger om Auschwitz, opfatter det normale som
"absurd". Historisk set er det de såkaldte "holocaust-benægtere",
der først har henvist til disse kendsgerninger, der dårligt svarer
til billedet af en udryddelseslejr. Men nu er forfatterne selv
blevet revisionister - de glemmer blot at anerkende
revisionisternes arbejde. Igen en videnskabelig uskik.
Der er også en teaterbygning i Auschwitz (s. 33). Forfatterne
mener, at den ikke blev brugt til teaterforestillinger, men til
opbevaring af fangernes ejendele, opbevaring af ammunition m.v. Men
faktum er, at der eksisterer trykte plakater og programmer for
teaterforestillinger, akkurat som i vore dage. Her kunne fangerne
se, hvilke stykker der blev spillet, hvornår og af hvem osv. Følger
man forfatterne, så får vi en situation, hvor fangerne går i teater
- men forestillingen består af fremvisning af ammunition osv.
Hvorfor skulle tyskerne dog trykke et program til
Flagermusen, for så blot at fremvise en mængde ammunition?
Igen et eksempel på, hvad forfatterne forstår ved videnskabelig
metode. Løse påstande, som konstant støder hovedet mod virkelighed
og logik. Forfatterne gør grin med deres læsere.
Registrerede og ikke-registrerede myrdede mennesker
Det hedder på s. 32, at der blev myrdet
omtrent 960.000 jøder i Auschwitz. Af disse var 95.000 registrerede
fanger. Resten, 865.000, skal have været ikke-registrerede fanger,
jøder.
Henvender man sig til de relevante
myndigheder, kan man sikkert få at vide, hvor mange registrerede
skibe og motorcykler, der findes her i landet. Der er sikkert også
mange, der ikke er registreret. Men for at bestemme dette tal, må
man have noget at holde sig til. Man har intet solidt at holde sig
til, når talen er om ikke-registrerede jøder, som skulle være
blevet myrdet. Man har kun nogle "vidner", som taler om så store og
endnu større tal.
Forfatterne ved godt, at alle vidner
ikke er lige pålidelige. Man taler selv om "u-undersøgte
vidneudsagn" - men forsømmer selv at undersøge dem. Det ved enhver
politimand, enhver dommer, ethvert normalt menneske. Det store tal
bygger kun på rygter og løs snak. At bygge på rygter, som ikke
efterprøves, hører altså med til forfatternes forestilling om
videnskabelig metode. Forfatterne burde have efterprøvet de
u-undersøgte vidneudsagn ved at sammenholde dem med videnskabelige
kendsgerninger.
De videnskabelige kendsgerninger er i
denne forbindelse krematoriernes kapacitet, omfanget af leverancer
af kul osv. Tyskerne har ikke myrdet flere jøder, end de har kunnet
myrde. Videnskabelige undersøgelser har for længst fastslået, at
dødeligheden i Auschwitz-Birkenau maksimalt har været på omkring
140.000. Dette tal dækker fanger, der er døde af sygdom, alderdom
m.m., hvilket betyder, at der simpelthen ikke er plads til regulære
massemord.
Hvis man endelig vil fastholde, at der
foregik et massemord på omkring 140.000 eller flere fanger i
Auschwitz-Birkenau, så er man tvunget til at hævde, at ingen døde
af sygdom, alderdom m.m. Det er imidlertid et uholdbart standpunkt.
Dokumentationen for at dødeligheden som følge af tyfus osv. i
perioder var uhyggelig stor, er overvældende. Dokumentationen
foreligger i de tyske Sterbebücher von Auschwitz 1-3,
München/London/ Paris 1995. Om ægtheden heraf kan ikke rejses
tvivl.
At der ikke døde mere end højst 140.000
mennesker i Auschwitz-Birkenau kan sammenfattes i følgende enkle
argumentation: Krematorierne blev bygget til at kremere lig.
Krematoriernes daglige og samlede kapacitet er veldokumenteret.
Mængden af brændsel (kul og koks), som blev leveret til
Auschwitz-Birkenau er ligeledes kendt. Det er dokumenteret, hvornår
krematorierne var i drift, og hvornår de lå stille. Man ved, hvor
længe det tager at brænde et lig. Man ved endvidere, at ovnenes
chamottesten skulle udskiftes efter maksimalt 3000 kremeringer, og
man ved, at disse sten aldrig blev udskiftet. Heraf følger, at der
aldrig er foretaget mere end maksimalt 140.000 kremeringer. Der er
selvstændig dokumentation (tyske dødebøger m.m.) for noget under
100.000 dødsfald.
I rene undtagelsestilfælde kan
ligbrænding under åben himmel ikke udelukkes, men dokumentation
herfor er dårlig. Det var jo netop for ikke at skulle begrave
ubrændte lig og for ikke at skulle brænde lig under åben himmel, at
man byggede krematorierne. Ligbrænding i vandhuller kan, som sagt,
afvises som vidners vås, som myter. Det samme gælder fabler om lig,
der blev antændt og brændte af sig selv.
Dette betyder, at ligkældrene, som er
angivet på de originale tegninger, blev anvendt til at opbevare
lig, som skulle kremeres. Det betyder endvidere, at krematoriernes
ovne (muffelovne) blev anvendt til at kremere lig. Hvis ligkældrene
havde været gaskamre, så havde tyskerne haft et problem med at
opbevare ligene af fanger, der rent faktisk døde af sygdom osv.
Dette opbevaringsproblem omtales ikke i tyske dokumenter. Heraf
følger, at der ikke kan være foregået massemord i gaskamre. Heraf
følger atter, at "vidneudsagn" om gaskamre hører til i myternes
verden. Hvis "ligkældrene" var gaskamre, så var de ikke
"ligkældre". Hvis "ligkældrene" på originaltegningerne ikke var
ligkældre, så måtte der være andre "rigtige" ligkældre andre
steder. Men der er ingen dokumentation for at der var andre
ligkældre andre steder. Ligkældrene var derfor ligkældre. De var
ikke gaskamre. Derfor var der ikke gaskamre.
Gaskamrene
Omsider kommer vi til gaskamrene, AogBs hovedproblem, s. 35-43.
Forfatterne ved godt, at hvis der ikke var gaskamre, så var der
heller intet holocaust.
Man skulle derfor forvente, at
forfatterne bestræbte sig på at bevise eksistensen af gaskamre. Men
det gør de ikke - selv om det er hovedformålet med deres skrift.
Det er som om forfatterne - akkurat som flere af deres forgængere -
vil have os til at tro på gaskamrene, men helst vil være fri for at
begrunde denne tro.
Tidligere skribenter, der ønskede at
bevise gaskamrenes eksistens, er løbet ind i de samme problemer. De
ønskede at bevise noget, som de ikke kunne bevise. I 1989 udgav
Jean-Claude Pressac, som nævnt, en stor bog under titlen:
AUSCHWITZ: Technique and operation of the gas chambers
(således lyder den rigtige titel på omslag og titelblad). Med tiden
gik det op for Pressac, at han havde forvekslet gaskamre med
krematorier. Han udgav så en ny bog under titlen (på tysk): Die
Krematorien von Auschwitz. Die Technik des Massenmordes,
München 1994. Den franske udgave udkom i Paris 1993: Les
Crématoires d´Auschwitz. Pressac kunne ikke finde
gaskamrene!
Men tilbage til forfatterne, som
påstår, at der her er tale om en effektiv og billig metode. Men, at
anvendelsen af gaskamre eventuelt var billig, beviser selvsagt ikke
at den faktisk forekom. Det ville være billigt, at sende en mand
til månen med posten. Men metoden virker ikke bare, fordi den måtte
være billig.
At anvendelsen af gaskamre dernæst
skulle være effektiv, er ikke sandt. Forfatterne har helt overset,
at spørgsmålene om de såkaldte gaskamres konstruktion, indretning,
planlægning osv. osv. er blevet grundigt behandlet af forskere som
Robert Faurisson, Germar Rudolf, Carlo Mattogno og flere andre. Der
er tale om så grundige og omfattende, lærde og veldokumenterede
forskningsarbejder, at forfatterne ikke kan tillade sig at lade,
som om de slet ikke eksisterede. Men dette er jo, som vi har set,
en del af forfatternes videnskabelighed: At lukke øjnene for
kendsgerninger, de ikke bryder sig om. Det er, som om selve
virkeligheden er en stor holocaust-benægter. Heldigvis er alle de
videnskabelige arbejder af Faurisson, Rudolf og Mattogno m.fl.
tilgængelige på nettet, hvortil læseren henvises. Påstanden om at
gaskamre skulle være en effektiv metode, er altså forkert. Metoden
var videnskabeligt set umulig. Som sådan må den derfor betegnes som
yderst ineffektiv.
Følgende skal dog kort fremhæves. På
side 34 ses billedet af mænd, kvinder og børn. Det hævdes, at de
står der i sommeren 1944, ved krematorium IV. De venter på at blive
gasset. Billedet er velkendt, det forekommer mange andre steder, fx
som omslagsbillede på et skrift, som først blev udsendt på svensk
1998 under titlen .om detta må ni ber¬ätta.En bok om
Förintelsen i Europa 1933-1945. Det skrift er - om muligt -
endnu ringere end AogB. Skriftet foreligger også på dansk, og
omslagsbilledet pry¬der en af Undervisningsministeriets
hjemmesider.
Carlo Mattogno er navnet på den
italienske forsker, der har bidraget til at afklare sagens rette
sammenhæng. I Auschwitz var der naturligvis en byggeledelse,
Bauleitung. Bauleitungs dokumenter er heldigvis bevaret intakt.
Kopier kan bestilles ved henvendelse til arkivet i Auschwitz. Det
er fuldkommen korrekt, at der var to krematorier, IV og V, hvis
præcise formål dog ikke er helt sikkert. Noget tyder på, at
krematorierne her blev anvendt til afbrænding af affald m.m. En
gennemgang af de bevarede bygningstegninger viser, at de på ingen
måde var egnede til at gasse og brænde mennesker i stort antal.
Tegningerne tyder på forbrændingsanstalter. Aushwitz har
naturligvis også haft affald, som skulle på forbrændingen. Og af de
originale dokumenter fremgår - som påvist af Mattogno - at det
pågældende krematorium IV netop på det tidspunkt, hvorfra billedet
stammer, var ramt af tekniske problemer, og ude af drift. Heraf
følger at billedteksten er grebet ud af luften. De pågældende
mennesker står ikke for at skulle gasses og brændes. Begrundelse:
Ovnene fungerede ikke, og bygningen var konstrueret og indrettet på
en måde, som var komplet uegnet til formålet.
Forfatterne har ikke gengivet en
originaltegning af Krematorium IV. Det burde de have gjort, hvis de
ønskede at informere ærligt. Ved at gennemgå en originaltegning af
Krema IV, vil den opmærksomme læser let se, at Krema IV (og V) ikke
kan have fungeret som gaskammer. En gennemgang af et tænkt forløb
finder man hos den svenske forfatter Lars Adelskogh: En tom
säck kan inte stå - Myten om "förintelsen i gaskamrarna" i
Auschwitz, Nordiska förlaget, 2002, s. 90-94.
Hvad angår "De første gasninger i
Auschwitz" burde forfatterne igen have henvist til Mattogno, der
har vist, at der er tale om en myte. Tegningen af Krema IV findes
også hos Robert Jan van Pelt & Debórah Dwork, Auschwitz,
1270 to the Present, New Haven & London 1996, s. 323. På
denne tegning er de forskellige rum tydeligt markeret. Tegningen er
moderne, ikke original. Bemærk, hvordan de to "gaskamre" er anbragt
til venstre i billedet, hvorimod ligkælderen er anbragt til højre i
billedet. For at komme fra de såkaldte gaskamre til den såkaldte
ligkælder må man passere mindst tre forskellige døre, som tilmed
var åbne for modgående trafik, tilmed gennem rum, der var blokerede
af nye fanger, deres tøj, ligbårer m.v.
Trafikken ville, kort sagt, gå i stå.
Massemordet ville gå i stå pga. af en regulær intern trafikprop.
Situationen ville være den samme, når talen er om Krema V, der var
konstrueret som Krema IV. Moderne fantasier om massemord i disse
bygninger aflives således i interne trafikpropper. Eleverne bør se
på de originale tegninger og selv efterprøve disse fjollede forsøg
på at fordreje virkeligheden.
En gasnings forløb
Det drejer sig her om krematorium II og III. Ruinerne eksisterer
stadig, og der eksisterer luftfotografier fra dengang. De ligger
alle på nettet, og eleverne bør sammen med deres lærer studere dem
grundigt.
Forfatterne, der jo dårligt ved, hvad
de skal bruge deres papir til, burde have gengivet tydelige
tegninger, originale luftfotografier og relevante billeder af
ruinerne. Havde de gjort det, så kunne enhver se, at der ikke var
tale om gaskamre. Rigtignok gengiver de en originaltegning af
kælderen i et krematorium på side 40. Mener de, at man skal
forveksle dette med et gaskammer? Gengivelsen er så utydelig, at
man ikke kan læse, hvad de tyske arkitekter (vi kender navnene!)
har skrevet. Altså må man rekvirere et klart og tydeligt kopi af
originalen.
Heldigvis er samme tegning (932, PMO
Archives, BW 30/01, neg. Nos. 17079 and 20818/3) gengivet klart og
tydeligt i større format på i Jean-Claude Pressacs (desværre næsten
uopdrivelige) bog fra 1989, AUSCHWITZ: Technique and operation
of the gas chambers, s. 285. Den kan også rekvireres fra
arkivet i Auschwitz - og danske skoler bør overveje, at gøre
dette.
På dette tydelige kopi af den tyske
original ser man umiskendeligt, at det såkaldte gaskammer er
markeret som "Leichenkeller 1". Af denne og andre tegninger
fremgår, at der er tale om ligkældre - ikke gaskamre.
En ligkælder får altså et nyt navn, den
omdøbes, og forvandles dermed til et gaskammer. Det er ikke
"holocaust-benægtere", men "seriøse historikere", der foretager
dette bedrag. Og selv om man antog, at en ligkælder blev brugt til
gaskammer, så støder man straks hovedet mod virkeligheden.
For det første åbnes de to døre ind i
rummet. Dette ses på tegningen hos Pressac (s. 285). Denne tegning
burde være gengivet af forfatterne, hvis de havde ønsket at give
ærlige oplysninger om de faktiske bygningsforhold. Sammenholder man
dette med "vidnernes" forklaring om at rummet var fyldt med
2000-3000 mennesker ad gangen (s. 38), og husker man, at rummets
mål var 7x30 meter - altså 10-15 mennesker på hver kvadratmeter -
så er det klart, at man aldrig ville kunne åbne døren ind til de
gassede. Døren ville være blokeret af ligene. Dette er kun
begyndelsen til absurditeterne.
Der er fx også en lille elevator, og
den er af største betydning. Dens placering kan lige anes til
højre, når man forlader Leichenkeller 1 på tegningen (Pressac, s.
285). Den blev leveret af Gustav Linse, Spezialfa¬brik für Aufzüge,
Erfurt. Af målene og den tilladte samlede vægt ser man, at denne
elevator var konstrueret til befordring af en portør med en
ligbåre, fra ligkælderen op til selve krematorierummet.
Leichenkeller 1 og krematorierummet med de fem ovne lå med andre
ord ikke på samme etage.
Derfor er den tegning, som gengives af
"et af de vigtigste øjenvid¬ner", det såkaldte
"Sonderkom¬mando-medlem", David Olère, på s. 61 i det allerede
omtalte skrift: .om detta må ni berätta. upålidelig.
Tegneren, der selv skal have båret ligene fra Leichenkeller 1 i
Krema II til ovne i selve krematoriet, troede, at de to rum lå på
samme etage. Der foreligger mange andre tegninger fra Olères hånd.
Da de som regel er i modstrid med almindelig erfaring og sund
fornuft, er dette vidne ikke troværdigt. Der er desværre grund til
at nævne Olère her, da fx den danske historiestuderende, hvis navn
nævnes på s. 39, anser Olère for at være det vigtigste vidne til
gaskamrenes eksistens. Pressac, der også anså Olère for et vigtigt
vidne, har samlet hans vidneudsagn og tegninger. På en af
tegningerne ses røgskyer fra krematoriet, og i røgskyerne ses
levende mennesker og SS-runer. Dette ulykkelige vidne påstod
endvidere, i 1981, "that the SS made sausages of human flesh
("Kre¬mawurst")." (Pressac, s. 554).
Under normale omstændigheder ville
ingen spilde mange ord på den stakkels Olère, men man skal huske,
at for dem, der tror på gaskamrene, er Olère et af de
allervigtigste vidner.
Der er andre problemer
Man kunne heller ikke få gassen ind i rummet. "Vidner" påstår,
at gassen blev bragt ind gennem fire huller i taget. Forfatterne
burde have fortalt, at hullerne ikke eksisterer. I forbindelse med
retssagen Irving mod Lipstadt i 2000 (s. 56) var begge parter enige
om, at der ikke var huller at se i loftets ruiner. At hullerne
altså var usynlige! Professor Robert Jan van Pelt, som forfatterne
støtter sig til (s. 56), mente, hårdt trængt, at forklaringen på,
at man ikke kunne se hullerne med det menneskelige øje, nok var
den, at hullerne var blevet muret til! Vi vender tilbage til dette
bizarre argument lidt senere.
Forfatterne har også forstået, at hvis
der ikke var huller, så var der heller ingen holocaust. Det er et
stort problem for dem. De lader imidlertid som om problemet er løst
ved at omtale en dansk historiestuderende og et såkaldt
internationalt forskerhold fra 2001, og ved at henvise til et
skrift af en vis Richard J. Green (s. 39). At en studerende og
nogle forskere fra forskellige lande har besøgt stedet beviser
selvsagt intet. At forfatterne overhovedet omtaler dette forhold,
virker som afledningsmanøvre.
Det pågældende skrift af Richard J.
Green kan lokaliseres på nettet. Men en gennemlæsning viser, at
Green slet ikke forsøgt at bevise eksistensen af hullerne. I stedet
henviser Green til et arbejde af Daniel Keren m.fl. Dette arbejde -
som forfatterne ikke nævner - udkom omsider i 2004 under titlen
The Ruins of the Gas Chambers: A Forensic Investi¬gation of
Crematoriums at Auschwitz I and Auschwitz-Birkenau, i
Holocaust and Genocide Studies 9/1. Carlo Mattogno har i
2004 i en grundig afhandling i Vierteljahreshefte für freie
Geschichtsforschung 8/3, s. 275-290 underkastet denne artikel
en sønderlemmende kritik, hvortil alle interesserede henvises.
Eleverne kan med fordel inddrage deres fysiklærer i arbejdet med
Mattognos strengt videnskabelige artikel. Mattogno påpeger, at
Keren m.fl. begår den fejl, at de forudsætter eksistensen af de
huller, hvis eksistens de netop skulle bevise.
Selv forfatterne (s. 53) lægger afstand
til den slags: "Når holocaust-benægterne forsøger at finde
argumenter for deres påstande, har de allerede på forhånd
besluttet, hvad resultatet af deres "forskning" skal være. Hermed
overtræder de en basal regel for videnskabeligt historisk arbejde."
Det lyder jo meget overbevisende. Problemet er blot, at det ikke er
de såkaldte "holocaust-be¬nægtere", men forfatterne selv og deres
kolleger, der overtræder denne regel. De forudsætter eksistensen af
de huller, hvis eksistens de netop skal bevise, for at bevise
eksistensen af holocaust. Den kritiske læser af Mattognos svar til
Keren m.fl. vil kunne konstatere, at der ikke er belæg for at
påstå, at der er eller var huller.
Enhver kan tage til Auschwitz - der er
ingen huller - eller rettere: Der er lavet huller efter krigen.
Disse huller er imidlertid anbragt de forkerte steder! Og for
sent! Hullerne har, som allerede fremhævet, givet anledning
til store problemer for dem, der gerne vil tro på holocaust. De ved
nu, at uden huller er der ingen holocaust. Slår man op i bogen
.om detta må ni berätta. så ser man på side 57 en senere
tegning af Birkenau/Auschwitz II. Til venstre, under tallet "2" ses
ligkælderen - verdens alleruhyggeligste lokalitet. Her kan man se,
hvordan tegneren har anbragt tre store sorte pletter - hullerne
velsagtens. Hvad ellers? Der er tale om et falskneri, om
manipulation. Disse enorme "huller" ses ikke i virkeligheden.
Desuden har tegneren åbenbart glemt, at huller ikke kaster skygger
af den påtegnede art. Det kan kort tilføjes, at på den tilsvarende
tegning over Treblinka (s. 54), har tegneren besluttet sig til slet
ikke at tegne gaskammeret! Det er en dårlig forklaring på
udeladelsen, at der desværre ikke var plads! Det bestemmer tegneren
jo selv!
Det gamle krematorium i Auschwitz
omtaler forfatterne kun kort på s. 38, hvor de hævder, at det var i
brug fra ca. september 1941 til ca. december 1942. Her burde
forfatterne selvsagt have gengivet en originaltegning fra arkivet i
Auschwitz. Her ses en ligkælder. Der var ingen huller i taget, de
blev først fabrikeret af russerne efter krigen! Mange hævder, at
ligkælderen faktisk var et gaskammer. Men på tegningen ser man, at
der var flere små rum, og at der ikke var nogen dør udefra direkte
ind i ligkælderen. Da man ikke kunne gå ind gennem en dør, som slet
ikke var der, så.. ja, hvad så?
Der er andre problemer, som der ikke er
grund til at spilde mange ord på. Hvis man antog, at der ikke var
problemer med de usynlige huller og de lukkede døre osv., så fik
man et problem med hensyn til den tid, det tog for gassen at gøre
sin virkning. Det er helt korrekt, at tyskerne anvendte Zyklon B
til skadedyrsbekæmpelse. Produktet blev også anvendt i andre lande,
fx Sverige. En dåse med Zyklon B ses s. 34. Vi har stadig
brugsanvisninger fra firmaet, der leverede dette produkt. Fra det
øjeblik, hvor dåsen åbnes (med en til formålet konstrueret
dåseåbner), til det tidspunkt, hvor gassen begynder for alvor at
gøre sin virkning, går der mindst en halv time. Dette har sine helt
naturlige årsager. Desinfektøren skal have sin tid til at anbringe
dåsernes indhold forskellige steder i rummet, til at pakke sit grej
sammen osv.
Forfatterne hævder imidlertid på s. 39,
at inden for højst 20 minutter var alle i gaskammeret døde. Andre
"vidner" fabler om endnu kortere tid. Var det rigtigt, så ville
folk være døde, før gassen rigtigt var begyndt at gøre sin
virkning. Det svarer til at en tørstig mand tager et glas vand og
slukker sin tørst, før han får drukket det! Hvorfor så tage et glas
vand?
Det er endvidere velkendt, at gassen
gjorde sin virkning gennem berøring med huden. Når det derfor
hævdes, at den såkaldte Sonderkommando lidt senere begyndte at
gribe fat i ligene for at slæbe dem hen til elevatoren (der altid
var optaget!), så måtte dette betyde døden for kommandoens
medlemmer! Alt dette - og meget andet - er blot de absurde
konsekvenser af en absurd påstand.
Ventilatorerne havde heller ikke den
kapacitet, som de skulle have haft, hvis de havde været anvendt i
rigtige gaskamre. Deres kapacitet svarer til kapaciteten, som
ventilatorer havde i ganske normale ligkældre andre steder i tyske
krematorier. Eller forfatterne kunne blot have nævnt, at
myndighederne i Auschwitz i mange år førte turisterne bag lyset.
Under pres fra "holocaust-benægternes" videnskabelige arbejde har
myndighederne i Auschwitz omsider indrømmet deres bedrag.
Endelig taler forfatterne om, at der
blev gasset mennesker i "Det røde hus" og i "Det hvide hus" (s.
38). De indrømmer tilmed, som sandt er, at "der findes hverken
fotos eller tegninger, der kan fortælle os om husenes indretning"
(s. 41). Altså, alt er blot snak. Mattogno og andre har vist, at
talen om disse to gaskamre er en myte. Der findes ingen originale
dokumenter. Det bedste fysiske "bevis", vore forfattere her kan
byde på, ses på side 38: "Fundamentet af Bunker 2 - "Det hvide
Hus". " Man ser et fundament, det er alt. Resten er for
forfatternes egen regning, hvad de jo faktisk indirekte selv
medgiver.
Når det kommer til krematoriernes
kapacitet, så vil en henvendelse til et dansk krematorium bekræfte,
at de tal, som angives på s. 38 er grebet ud af luften. Det tog, og
det tager stadig ca. én time at kremere et lig, og det nytter ikke,
at man brænder flere lig sammen. Vi kender ovnenes mål, der var
højst plads til to lig ad gangen.
På side 42 ses et fotografi med røg.
Røgen siges at stamme fra de åbne ligbrændingsgruber ved
Krematorium V. Dette skulle bekræftes af det andet billede på samme
side. Men igen gælder, at man ikke kan se ligbrændingsgruber på
billederne. Det er blot noget, forfatterne påstår uden belæg.
Billedet til højre (stadig s. 42) siges
at være hemmeligt optaget, og "sandsynligvis" optaget af en græsk
jøde, Alberto Errera, der selv var medlem af kommandoen. Hos
Pressac, 1989, s. 497, hed fotografen David Szmulewski, og han
boede i Paris. Men sandheden er, at der ikke er nogen dokumentation
for hvem, der har optaget dette billede, hvor og hvornår. Da der er
flere tilfælde på, at såkaldte "fotografier" i virkeligheden er
billeder af manipulerede billeder (altså ikke af virkelige
forhold), burde forfatterne have omtalt dette usikkerhedsmoment.
Billedet findes ofte gengivet, og på større og tydeligere
gengivelser, ses tydeligt, at ligenes anatomi ikke modsvarer
virkeligheden. Dødsårsagen fremgår naturligvis heller ikke af
billedet. Altså igen, lutter påstande uden bevis for rigtigheden
heraf.
Det hævdes, at tyskerne gravede gruber,
hvor ligene blev brændt. Enhver kan selv forsøge at brænde
kadaveret af en kat i et dybt hul. Det går ikke! Der er mangel på
ilt. Dertil kommer, at grundvandets spejl kun ligger ca. en halv
meter under jordens overflade det pågældende sted. Det måtte
betyde, at tyskerne brændte lig i vandhuller!
På side 43 får man at vide, at tyskerne
undertiden anvendte "ligfedt" til at vedligeholde ilden. Fedtet fra
ligene skulle være opsamlet "i smalle render" (s. 41). Sådan
beretter flere vidner da også. Hvis man tænker sig om, ser man let,
at dette er en myte. Det er rigtigt, at man kan smelte fedt på en
pande, men kun, hvis fedtet ikke kommer i berøring med åben ild.
Men som "vidnerne" beskriver situationen, driver fedtet af
brændende lig, dvs. lig med ildens flammer. Fedtet ville dermed
brænde sammen med ilden. Hvis fedtet først er brændt, så kan det
ikke løbe ned "i smalle render". Det svarer til, at man brænder
benzin af, og når den er brændt af, så hælder man den i en dunk!
Forudsætningen for, at man eventuelt kunne anvende ligfedt som
påstået, ville være, at ligene først blev stegt på kæmpemæssige
pander. Fra disse pander ville man da kunne hælde fedtet ned i
render eller i dunke, og efterfølgende anvende ligfedt som
brændsel. Men "vidnerne" nævner intet om gigantiske
"ligpander".
Forfatterne sluger altså "u-undersøgte
vidneudsagn" råt og uden kildekritik. Er det mon "videnskabeligt"?
Som man ser, er al denne snak om gaskamre og ligbrænding rene
myter, uden fundament i virkeligheden. Der er tale om fantasier -
syge fantasier.
Krematoriernes kapacitet
Hvad forfatterne her har at sige om krematoriernes kapacitet,
bør lærer og elever sammen drøfte med en krematorieekspert. Det er
allerede påvist ovenfor, at der her er tale om en samling
myter.
Man kan ikke brænde tre lig på ca. 20
minutter. Man kan heller ikke fremskynde processen ved, som det
hævdes, at kremere fire til fem lig ad gangen. For det første var
der slet ikke plads til så mange i hver ovn. For det andet opnås
intet ved at anbringe så mange lig i en ovn på samme tid. Forbruget
af brændsel og kremeringens varighed vil blive tilsvarende
forlænget. Derfor er "vidnerne" slet ikke pålidelige. Forfatterne
accepterer med andre ord de "u-undersøgte vidneudsagn", de selv,
men kun i teorien, lejlighedsvis tager afstand fra (s. 47)
Som en slags dokumentation for den
absurde påstand om at fire til fem lig lod sig kremere på 25-30
minutter henviser forfatterne i note 27 til fundet af en skovl (s.
41). Det hedder her:" I efteråret 2005 fandt man i jorden i
Birkenau en nogenlunde velbevaret skovl, der blev brugt til at
skubbe lig ind i krematorierne med."
For det første kan ingen vel afgøre,
hvad denne gamle skovl blev brugt til for så længe siden. Og selv
om den blev brugt til omhandlede formål, hvad så? At man brugte en
skovl til at skubbe lig ind i krematoriets ovne med, beviser
selvsagt intet om massemord. Men da skovlen er det bedste fysiske
bevis for massemord, forfatterne har at byde på, fortjener dette
absurde argument at fremhæves.
Altså, mener forfatterne: Man har lige
fundet en gammel skovl. Det beviser holocaust! På samme måde viser
man billeder af lig (s. 44, 4, af overlevende (s. 48), af en
træbarak og en latrinbarak (s. 16), af gamle sko og tøj (s. 12), af
et orkester (s. 30), af et dobbelt hegn (s. 24), og af fanger før
(s. 52) og efter befrielsen (s. 22). Alt dette beviser selvsagt
intet om gaskamre og massemord.
Det er ikke kun vore forfattere, der
lægger vægt på den gamle skovl som bevis på holocaust. Som man ser
på Auschwitz-museets hjemmeside, lægger polakkerne også selv stor
vægt på den gamle skovl. Om skovle kunne tale! På den anden side
viser forfatterne ikke noget billede, ingen tegning af et
gaskammer. Men hvordan skulle de også kunne vise et billede af
noget, der aldrig har eksisteret?
Fire millioner?
På side 47 får man den oplysning, at "holocaust-forskerne aldrig
har accepteret tallet 4 millioner..".
Sandheden er en anden. Slår man efter i
ældre leksika og håndbøger vil man ofte finde tallet 4 millioner.
Jeg griber i flæng Gyldendals Leksikon fra 1973, (2. udgave 1976),
hvor der på side 74 under Auschwitz står at læse, at nazisterne her
udryddede "over 4 mio. mennesker, især jøder og polakker". I bogen:
Helvede har mange navne, udgivet af Jørgen H. Barfod og
Frihedsmuseets Venners Forlags Fond 1994 sammen med Instituttet
for Historie og Samfundsøkonomi, København 1995, læser man på
side 75, om Auschwitz, at, "alle oplysninger taget i betragtning må
tallet ligge omkring 4 millioner".
Samme forfatter hævder desuden, på
samme side, at der i april 1944 blev tilintetgjort 24.000 lig i
døgnet. Antallet er ovne er kendt, nemlig 15 (Krema II), 15 (Krema
III), 8 (Krema IV) og 8 (Krema V), ialt 46. Dette giver ca. 521
kremeringer per ovn per døgn, altså, altså godt 22 lig i timen. Det
tog altså dengang kun godt 3 minutter at brænde et lig. Hvis der
også skal være tid til at indføre ligene i ovnene og rense dem, så
bliver må det tage 1-2 minutter per lig. Ganske særlige forhold må
have gjort sig gældende i Auschwitz-Birkenau i april 1944, for både
før og efter krigen tog det normalt godt én time at brænde ét lig.
Men her mener en "seriøs historiker" åbenbart noget andet.
Men tilbage til tallet 4 mio., som
forfatterne hævder aldrig er blevet accepteret af nogen seriøs
historiker. Hvis det er tilfældet, så må det betyde at de seriøse
historikere før 1990 har holdt deres viden helt for sig selv. Der
har været tale om en hemmelig viden. Mon den slags historikere, der
holder deres hemmelige viden skjult for offentligheden, kan tages
særligt seriøst? Selv navnene på de "seriøse historikere", der
angivelig sad inde med den hemmelige viden om de rigtige tal, er
hemmelige!
Derimod har de såkaldte
holocaust-benægtere aldrig accepteret tallet 4 millioner. Det blev
allerede nævnt i Nürnberg (se nedenfor). Man ser her, at
forfatterne pludselig sætter lighedstegn mellem
"holocaust-forskere" og "holocaust-benægtere". Forfatterne har
altså pludselig overtaget de såkaldte "holocaust-benægteres"
afvisning af tallet 4 millioner. Man kan altså her konstatere, at
forfatterne er "holocaust-benægtere". Det var altså fra første færd
"holocaust-benægterne", der ikke accepterede tallet 4
millioner. Det er rigtigt, at ingen i dag vil eller bør
acceptere tallet 4 millioner.
Til sammenligning kan her indskydes, at
de officielle tal for døde i Maidanek først var 1,4 eller 1,7
millioner. Under pres fra "benægternes" revision, er det seneste
tal fra Polen 78.000! Heraf ses let, at de oprindelige tal ikke
havde basis i en historisk virkelighed. Hvornår tvnges Polen til at
revidere det nuværende tal?"
Men alligevel bør man ikke glemme, hvor
tallet 4 millioner stam¬mer fra. Tallet 4 millioner stammer især
fra forskellige "vidner", som blev afhørt af kommunisterne efter
"befrielsen" af Auschwitz i januar 1945. Kommandant Höss blev udsat
for tortur, og tilstod herunder, at der i hans embedsperiode var
tale om ca. 2.500.000, der blev gasset. Man nåede op på 4 millioner
ved at tilføje 1.500.000 under andre kommandanter. Disse vidner
tror man ikke længere på. De anses for utroværdige.
Men så let slipper man ikke af med de
utroværdige "vidner". Sagen er nemlig den, at samme "vidner" også
udgør den vigtigste kilde til eksistensen af de såkaldte gaskamre.
Dermed står man overfor et vældigt problem: Vidnerne til det falske
tal 4 millioner er også "vidner" til gaskamrene - og til de
utrolige myter om, hvordan gasningerne forløb. Når man afviser
vidnerne til de 4 millioner, afviser man altså også vidnerne til de
såkaldte gaskamre.
Selvfølgelig kunne det tænkes, at
"vidnerne" havde ret med hensyn til gaskamrene, men ikke med hensyn
til tallet 4 millioner? Men i så fald må deres troværdighed på
dette punkt godtgøres uafhængigt ved hjælp af uafhængige kilder.
Men sådanne kilder findes slet ikke. Gaskamrenes eksistens modsiges
af naturvidenskaben. Derfor er der slet ingen primære kilder til
eksistensen af fysiske gaskamre.
Da der ikke er videnskabeligt bevis for gaskamrene, følger heraf at
enhver snak om gaskamrene blot er myter.
6 millioner?
Der tales flere gange om "det officielt anerkendte tal på ca. 6
millioner" (s. 43). Forfatterne hævder endvidere, at "seriøse
beregninger" af tallene for dræbte jøder peger på et sted "mellem
5,8 og 6,2 millioner" (s.45). De giver ingen henvisninger til de
"seriøse beregninger". Sådanne "seriøse beregninger" foreligger
nemlig slet ikke.
De burde også have forklaret, hvordan
det kan være, at tallet 6 mio. på den ene side var "officielt
anerkendt" dengang man (indtil 1990) regnede med 4 mio. myrdede i
Auschwitz-Birkenau, og stadigvæk er officielt anerkendt, selv om
tallet for Auschwitz-Birkenau nu "officielt" er reduceret med 2,5
millioner.
Forfatternes regnestykke ser altså
således ud: 2 mio. + 4 mio. = 6 mio. = 2 mio. + 1,5 mio. = 6 mio.
Forfatternes "seriøse forskere" anerkender dette regnestykke. De
forfærdelige "holocaust-benægtere" tillader sig at være kritiske.
Hvad mener en normal dansk regnelærer? Noget tyder på, at
forfatterne vil gøre grin med danske lærere og elever.
Forfatterne burde have rejst
spørgsmålet om, hvor tallet 6 mio. mon stammer fra. De 6 mio.
stammer ikke fra "seriøse historikere", men fra zionistisk
propaganda. Allerede længe før anden verdenskrig blev tallet 6 mio.
og holocaust omtalt i amerikanske dagblade og skrifter. Kilderne
var zionistiske. Formålet med denne rædselspropaganda var at vinde
sympati og støtte, ofte økonomisk, til zionismens sag. De 6 mio.
blev så smuglet ind i Nürnberg, og selv om de allierede ikke troede
på dette tal, kom det som sendt fra himlen - hvor det jo faktisk
også stammede fra - for hvad var mere velegnet til at fordømme
tyskerne i al evighed, end massemordet på 6 mio. jøder?
Dokumentation for alt dette finder man
i en bog, som forfatterne, hvis de var seriøse, burde have nævnt,
nemlig Don Heddesheimer: Der Erste Holocaust. Jüdische
Spendenkampagnen mit Holocaust-Behauptungen im Ersten Weltkrieg und
danach, Castle Hill Publishers, Chicago 2003. Formodentlig vil
man også i danske aviser fra før anden verdenskrig kunne finde
zionistisk propaganda for tallet 6 mio. og for holocaust. Her
ligger der en spændende forskningsopgave!
Retsopgør efter krigen
I et afsnit (s. 49-51) hører man lidt om kommandant Höss og om
lægen Josef Mengele og andet, som igen er emnet
uvedkommende.
Forfatterne kunne have oplyst, at Höss
i Nürnberg afgav tilståelser fremtvunget efter tortur. De kunne
have oplyst, at Kurt Prüfer, der havde ansvaret for konstruktionen
af ovnene fra Topf & Söhne, blev arresteret af amerikanerne,
som siden løslod ham, da de fandt, at hans virksomhed ikke havde
været kriminel. De kunne have oplyst, at de to arkitekter, Dejaco
og Ertl, der havde ansvaret for krematorierne i Auschwitz, i 1972
blev stillet for retten i Wien. Her blev de tegninger af
krematorierne, som forfatterne burde have bragt (de har jo blanke
sider nok) omhyggelig gennemgået med det resultat, at domstolen
fandt, at arkitekterne ikke kunne have haft kendskab til
gaskamre.
Da de fremhæver Nürnberg, kunne
forfatterne have anført, at man allerede i Nürnberg (Doku¬ment
USSR-008) omtalte 4 millio¬ner myrdede. Og at dommerne i Nürnberg
slet ikke var bundet af gængse krav til bevisligheder.
Eller de kunne have omtalt den
Auschwitz-proces, der fandt sted i Frankfurt 1963-1965. I dommen
står følgende bekendelse at læse:
"Dem Gericht fehlten fast alle in einem normalen Mordprozess zur
Verfügung stehenden Erkenntnismöglichkeiten, um sich ein getreues
Bild des tatsächlichen Geschehens im Zeitpunkt des Mordes zu
verschaffen. Es fehlten die Leichen der Opfer,
Obduktionsprotokolle, Gutachten von Sachverständigen über die
Ursache des Todes und die Todesstunde, es fehlten Spuren der Täter,
Mordwaffen usw. Eine Überprüfung der Zeugenaussagen war nur in
seltenen Fällen möglich" (cit. fra Wilhelm Stäglich, Der
Auschwitz Mythos. Legende oder Wirklichkeit? Tübingen 1979, s.
343)
(Dansk oversættelse: "Retten savnede
næsten alle de erkendelsesmidler, der står til rådighed i en normal
mordsag, for at kunne danne sig et pålideligt billede af, hvad der
rent faktisk skete på tidspunktet for mordet. Der var ingen lig af
ofrene, ingen obduktionsprotokoller, ingen udtalelser fra
sagkyndige om årsagerne til døden og om tidspunktet for døden,
ingen spor af gerningsmændene, af mordvåbnene osv. Kun i sjældne
tilfælde var der mulighed for at efterprøve vidneudsagn.")
Tysk ret var på det tidspunkt - og er
det stadig - under voldsomt politisk pres. Udfaldet er givet på
forhånd. Det må have krævet et vist mod, at indrømme, at dommene
blev fældet på et løst grundlag.
Der har været mange andre lignende
sager, hvor folk blev dømt for medvirken til holocaust ( - et ord,
Hitler aldrig brugte!). Udgangspunktet har altid været, at
holocaust er en åbenlys kendsgerning. At rejse tvivl herom anses
flere steder for strafbart. Domstolen i Frankfurt var således et
ekko af domstolen i Nürnberg: Massemordet er en trosartikel, som
ikke må gøres til genstand for videnskabelige
undersøgelser.
Heraf følger, at den omstændighed, at
man er blevet dømt for medvirken til holocaust, i sig selv ikke
beviser eksistensen af holocaust som historisk fænomen. Det er
altså en cirkelslutning at hævde, at holocaust har fundet sted,
blot fordi en domstol har fundet en mand skyldig (eller
ikke-skyldig) i medvirken til massemord i gaskamre.
Selv om de lader som om de vil følge en
videnskabelig metode, er holocaust ikke andet end en trosartikel
for vore to forfattere. Som vi har set, indlader de sig aldrig i en
rigtig debat med videnskabelige argumenter.
Rigtig og forkert historisk metode
Forfatterne ytrer sig om dette emne s.
51-57. De påstår, at de såkaldte "holocaust-benægtere" overtræder
basale regler for videnskabeligt historisk arbejde. Forfatterne
benægter ikke, at "holocaust-benægterne" søger fysiske beviser, og
at de er skeptiske over for selvmodsigende og absurde vidneudsagn.
Forfatterne mener i realiteten, at det er uvidenskabeligt at
forholde sig kildekritisk til et historisk emne.
Som bevis på, at "holocaust-benægterne"
- "glemmer" helheden, henviser forfatterne til et fotografi af fire
drenge, s. 58-61. Hele fotografiet ses på s. 61. På side 59 har man
klippet hovedet af den ene dreng. På side 58 ses hovedet uden krop.
Af gode grunde nævner forfatterne ikke navnet på en
"holocaust-benæg¬ter", der måtte have opført sig så forstyrret. De
har selv skåret hovedet af den lille dreng.
Samme afskårne drengehoved optræder 56
gange på Undervisningsmaterialets forside, og 1 gang på bagsiden.
Forfatternes historiske metode kan altså bedst sammenfattes under
ordene: total forvirring.
Anmelderens indtryk af forfatternes
totale forvirring og fuldstændige mangel på videnskabelighed
bekræftes af de udsagn, der på s. 54-57 anføres som bevis på
eksistensen af gaskamre. De har nu glemt alt om de "u-undersøgte
vidneudsagn", de selv fremhævede på s. 47. Her følger udsagn af
Aumeier, Broad, Kremer, Müller, Tauber, Jankowski, Bischoff, van
Pelt og Dommer Gray - én stor forvirring.
Disse ni "vidneudsagn" skal altså
bevise eksistensen af gaskamre i Auschwitz. Forfatterne skriver
selv, at deres udsagn - u-undersøgte - udgør et eksempel på
historisk metode (s.53).
Selv om det altså er uvidenskabeligt at
undersøge disse af forfatterne ikke undersøgte udsagn nærmere, skal
vi alligevel tillade os kort at gøre det. De to sidstnævnte har
ikke førstehåndskundskab til emnet. Forfatterne skelner altså ikke
mellem primære og sekundære vidner.
Aumeier, Broad og Kremer bar
SS-uniform. Forfatterne ved ikke, at Faurisson har analyseret deres
vidneudsagn og fundet, at de er selvmodsigende og afgivet efter
pres. De savner derfor beviskraft.
Müller har skrevet en bog, der viser,
at han støtter sig til fri fantasi og har skrevet af efter andre.
Han er derfor ikke brugbar som vidne. Dette er, som nævnt, påvist
af Faurisson og andre.
Endelig er der Tauber og Jankowski
(også kendt under navne som Alter Feinsilber, Kaskowiak og Szmul
Fajnzylberg). En moderne ret ville ikke kunne bruge deres
vidneudsagn. På side 57 bringer forfatterne et foto af Salmen
Gradowskis (!) breve og beretninger, som - angiveligt - blev fundet
nedgravet i jorden i Birkenau. De undlader, som sædvanligt, at
spørge om ægtheden og troværdigheden af disse materialer.
Gradowskis beretning er gengivet af Jürgen Graf (nedenfor, s. 91).
Gradowski skriver, at levende mennesker blev opslugt i gasovne, som
slyngede dem ud som døde. Gasovne hører til i et køkken, ikke i et
krematorium, og Gradowski er ikke det eneste "vidne", der taler om
gasovne. Der er ikke fundet spor af sådanne gasovne i Birkenau.
Vidnet er derfor ikke pålideligt, og kan heller ikke bruges til at
bevise eksistensen af gas¬kamre.
Myten om den store gasovn lever videre.
En lektor fra Fyn har for ikke længe siden forsøgt at genoplive den
gamle myte. Han påstår, at nazisterne altså stegte jøderne, som
kyllinger (jvf. vidnet Olère, der talte om Kremawurst, altså
pølser).
Forfatterne giver blot korte uddrag fra
nævnte "vidner". De glemmer at tage stilling til vidnernes
troværdighed. De bringer løsrevne citater. De kender ikke til
kildekritik. Og det er svært at undskylde deres overfladiskhed.
Jürgen Graf udgav i 1994 bogen: Auschwitz. Täter¬ge¬ständ¬nisse
und Augenzeugen des Holocaust, Neue Visionen Verlag, Schweiz.
Heri gives en kildekritisk analyse af vidneudsagnene fra Tauber,
Jankowski, Kremer, Broad, Höss, Müller og mange andre. David Irving
har påvist, at Aumeier tilstod under tortur.
Hvad angår van Pelt, som optrådte som
modpart til David Irving, er det afgørende, at han måtte indrømme,
at der ikke eksisterede synlige huller i taget på Krema II og III.
Dette har, som nævnt, givet modparten, de troende, store problemer.
Den seneste og grundigste behandling af spørgsmålet skyldes Carlo
Mattogno, som forfatterne burde have henvist til: Die
Erfüllungöffnungen für Zyklon B - Teil 2: Die Decke des
Leichenkellers von Krematorium II in Birkenau, i
Vierteljah¬reshefte für freie Geschichtsforschung, 8.
Jahrgang, Heft 3, November 2004, s. 275-290. Mattogno konkluderer,
at de huller, som Tauber m.fl. siger, at de har set, aldrig har
eksisteret.
Da hele eksistensen af holocaust -
herom er alle enige - imidlertid afhænger af eksistensen af
hullerne, så er situationen nu den, at "holocaust-benægternes"
modstandere bliver nødt til at postulere eksistensen af USYNLIGE
HULLER. Med samme ret kunne man hævde, at der findes usynlige
giraffer på lærerværelset, om blot man kan få nogle af eleverne til
at påstå det. Derfor overskriften på denne anmeldelse.
Til dem, der tror på usynlige huller,
lyder næste spørgsmål. Har disse huller altid været usynlige, eller
er de blevet gjort usynlige på et senere tidspunkt? (Det var van
Pelt, der mente, at hullerne var blevet gjort usynlige!) En tredje
mulighed gives ikke.
Ved at undersøge loftet her og nu ser
man ikke det ringeste spor af huller, som siden er fyldt ud med
cement. Man kan ikke fylde flere store huller ud med cement flere
år senere uden at dette efterlader sig synlige spor. Følgelig må
hullerne altid have været usynlige. Heraf følger atter, at hvis
hullerne altid har været usynlige, så har de heller ikke været
synlige, hverken for SS eller for "vidnerne". Følgelig kan man
heller ikke stole på de vidner, der siger, at de har set dem. Man
fristes til at konkludere, at hullerne kun findes i hovedet på dem,
der tror på dem!
Konklusion
Jacques Blum og Eva Bøggild har udsendt et skrift, hvis
erklærede formål er at gendrive "holocaust-benægterne" på en
videnskabelig måde. Dette er i sig selv prisværdigt - forudsat, vel
at mærke, at forsøget er alvorligt ment. Og korrekt gennemført.
Anmeldelsen har påvist, i hvilket
omfang forfatterne har betjent sig af, hvad de forstår ved
videnskabelig metode. Forfatterne har ikke formået, at bevise
eksistensen af de gaskamre, som må have eksisteret, for at man kan
tale om holocaust som historisk fænomen. De har haft rigelig
spalteplads til deres rådighed. Deres skrift har, som man ser,
mange tomme sider. Forfatterne har ikke kunnet fremvise originale
tegninger eller billeder af nazistiske gaskamre. De har ikke gjort
rede for, hvordan gaskamrene i givet fald har kunnet fungere. De
har ikke forklaret, med hvilken ret de omtryller ligkældrene til
gaskamre. De har ikke forklaret, hvordan diverse pyrotekniske og
andre naturlove har været sat ud af kraft i Auschwitz.
Alligevel fastholder forfatterne
eksistensen af gaskamre. Og grunden hertil er klar nok: Det er
fordi de på forhånd vil fastholde holocaust. De ved, at uden
gaskamre kan der ikke have været noget holocaust.
Det er ikke sådan, at forfatterne
erklærer, at de slet ikke har beviser for gaskamrene. Faktisk har
de tre "beviser":
1. Usynlige huller.
2. En gammel skovl, der måske (eller
måske ikke) blev brugt i et kre¬matorium.
3. Vidneudsagn, som modsiger sig selv,
handler om noget andet, eller modsiges af erfaringen.
En normal videnskabelig forfatter vil
tage stilling til modpartens synspunkter. Anderledes med de to
forfattere, de følger et andet videnskabsideal. Man fordømmer eller
overser modpartens indvendinger. De anerkender ikke kemiske og
fysiske love som vejende tungere end vidneudsagn.
Selv om dets videnskabelige værdi
således er lig nul, ville imidlertid være forkert at frakende dette
materiale enhver betydning. Undervisningsmaterialet er udsendt med
"opbakning" fra det Mosaiske Troessamfund og andre jødiske og
ikke-jødiske kredse. Formålet er at danske lærere og skolebørn skal
tro på gaskamre og dermed på holocaust. Materialet blev først
præsenteret på den såkaldte Auschwitz-dag, den 27. januar 2006 i
Synagogen i København. Meningen er, at materialet skal udsendes
frit til landets skoler og gymnasier. Der er altså tale om
religiøst betonet propaganda.
Danske skoleelever vil have udbytte af
at læse skriftet med kritiske øjne, som om de havde modtaget
propagandamateriale fra en tilfældig religiøs organisation. Som
helhed er det lille skrift et glimrende skoleeksempel på, hvordan
man ikke skal skrive historie.
Forfatterne formår ikke konsekvent at
skelne mellem historie og myte. Tit og ofte antager forfatterne
ufrivilligt modstanderens synspunkter. Ofte ser de syner, ord og
begreber i tekster og billeder, hvor andre slet ikke ser noget
sådant. De tror på spøgelser. For den, der ønsker at få bekræftet
sin tro på holocaust, er skriftet en katastrofe.
Man kan endelig sige, at forfatterne
tvinger læserne til stillingtagen, for nu må skolelærere og elever
tage stilling til om de tror på usynlige huller, på en gammel skovl
og på u-undersøgte vidneudsagn eller ej.
Hvis skolelærere og elever ikke tror på
usynlige huller, en gammel skovl og u-undersøgte vidneudsagn, så er
de dermed blevet forvandlet til "holocaust-benægtere". Danske
læsere kan prise sig lykkelige over, at de ikke er statsborgere i
Østrig, Tyskland eller Frankrig, for i så fald ville de blive
straffet for at ytre deres skepsis offentligt.
På længere sigt vil det vise sig, at
danske jøder har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at bakke op
om dette tarvelige skrift. Danske lærere og elever er ikke så
dumme, at de i længden lader sig narre til at tro på gaskamre og
holocaust ved hjælp af u-undersøgte vidneudsagn, usynlige huller og
en gammel skovl.
Mottoet for den israelske
efterretningstjeneste Mossad er "Ved hjælp af bedrag". Men det er
ikke ved hjælp af bedrag, de danske jøder bør vinde danske
skolebørn for deres sag.
På denne måde kan man sige, at
udsendelsen af dette skrift med tiden vil vise sig at være et
betydningsfuldt bidrag til befordring af den
"holocaust-benægtelse", man her har sat sig for at udrydde med
ganske useriøse midler.
Anvendt videnskabelig litteratur
På Selskabets hjemmeside findes
henvisninger til den omfattende videnskabelige litteratur, som
forfatterne har forsømt at henvise til.
Det seneste moderne arbejde er, som
nævnt, Germar Rudolf: Lectures on the Holocaust
Controversial Issues Cross Examined, Castle Hill
Publishers, April 2005. I modsætning til forfatterne af AogB, giver
Rudolf henvisninger til modpartens teser, som han drøfter
indgående. Rudolf er altså ikke ensidig.
Forfatterne citerer vidneudsagn, men
kun uddrag og kun et udpluk. Forfatterne hævder, at der findes
"tusinder af vidneudsagn" (s. 53), men det passer ikke. Der findes
kun ganske få "vidner", der hævder, at de har selv har set og
oplevet et gaskammer i Auschwitz. Forfatterne skelner, som sagt,
ikke mellem primære og sekundære vidner. En dommer, en præst eller
en journalist, der siger, at der var gaskamre, kan selvsagt ikke
betragtes som vidne til gaskamrene. Men det mener forfatterne,
ellers giver påstanden om "tusinder af vidneudsagn" ingen mening.
For¬fatterne mener altså, at enhver, der gentager, hvad andre har
sagt, er et vidne.
Jürgen Graf har samlet alle de
"primære" vidneudsagn i sin bog Auschwitz. Tätergeständnisse
und Augenzeugen des Holocaust, Würenlos 1994. Graf gengiver
vidneudsagnene i deres helhed, og han forholder sig kildekritisk
dertil. Forfatterne, der, som påvist, ikke bekymrer sig om
kildekritik, burde derfor også have henvist til denne bog. Burde de
ikke også - hvis de virkelig ønskede en kritisk debat om emnet -
have nævnt, at både Rudolf og Graf er blevet forfulgt for at have
udgivet videnskabelig bøger om emnet? Ved at forfølge disse
forskere, forhindrer man jo den kritiske debat, som forfatterne
selv hævder, at de ønsker.
Graf konkluderer, at de såkaldte
"vidneudsagn" om eksistensen af gaskamre i Auschwitz, ikke har
videnskabelig beviskraft. Forunderligt nok bekræftes Grafs
konklusion af ingen ringere end Simone Veil, der selv havde været i
Auschwitz, og som senere (1979-1982) har været Præsident for
Europa-Parlamentet.
Simone Veil udtalte i 1983, at "enhver
ved, at nazisterne ødelagde disse gaskamre (i Auschwitz) og
systematisk udryddede alle vidnerne" (se Ernst Gauss (Ed.),
Dissecting the Holocaust, Theses and Disserta¬tions Press,
Capshaw, Alabama 1994, s. 134.).
Enhver kan selv se logikken: Hvis
nazisterne udryddede alle vidnerne til gaskamrene, så må dette være
sket, medens nazisterne endnu havde magt dertil, altså senest maj
1945. Efter maj 1945 er alle vidner blevet udryddet. Hvis de er
udryddet, så kan de selvsagt ikke aflægge deres vidneudsagn. Hvis
de alle er blevet udryddet, så er der ingen tilbage. Hvis ingen er
tilbage, så kan det ikke være rigtigt, når forfatterne henviser til
"tusinder af vidneudsagn" fra efter 1945.
Der findes altså ingen ægte
vidneudsagn. Og da der, som påvist, heller ikke foreligger tekniske
og fysiske beviser for eksistensen af de såkaldte gaskamre, ja, så
følger heraf, ud fra forfatternes egne præmisser, at
HOLOCAUST ER EN
MYTE
Det jødiske folk har altid været rigt på profeter. Det husker vi
alle fra Bibelshistorien. Også i nyere tid kan jøderne fremvise
store profeter. Eksempelvis ses her en side fra tidsskriftet The
American Hebrew, 31. oktober 1919, side 582, hvor der fortælles om
en holocaust på seks millioner jøder i Østeuropa.
(Send en mail til info@holocaust.nu hvis du
ønsker at se ovenstående artikel i fuld størrelse.)