Race: En biologisk realitet
Af professor Glayde Whitney
Race er et fascinerende emne. Desværre har der igennem mere end
halvdelen af det tyvende århundrede fundet en enorm
propagandakampagne sted for helt at fjerne dette emne fra
videnskaberne. Selvom de fleste af "racebenægternes" påstande
består af det rene nonsens og halve sandheder, så har den store
majoritet af videnskabsmænd lært deres lektie. Det, at beskæftige
sig videnskabeligt med race kan for en ung videnskabsmand betyde,
at han risikerer at blive stemplet som "videnskabelig racist",
hvilket er karriereselvmord. De fleste af mine videnskabelige
kollegaer holder sig langt væk fra emnet race - i hvert fald i
offentligheden.
Professor Glayde Whitney
I dag er der indenfor de genetiske og biologiske videnskaber så
mange uafklarede spørgsmål og så mange nye og spændende teknikker,
at en videnskabsmand sagtens kan få en produktiv karriere uden
nogensinde at komme ind på race. Men en af konsekvenserne af
fraværet af videnskabeligt arbejde i relation til dette emne er, at
der findes en guldmine af data om de racebiologiske realiteter.
Faktisk er guldmine nok det forkerte ord i denne sammenhæng, da det
giver det indtryk, at man skal grave og arbejde hårdt for at komme
til målet. Det er faktisk mere som et flodleje, der flyder med det
pureste guld. Racebiologiske data har akkumuleret sig alle vegne
rundt om os og det ligger nu bare og venter på, at nogen "graver"
det frem og offentliggør det.
Denne artikel præsenterer nogle få af de mange nye informationer
om racebiologiske realiteter. Jeg vil ikke beskæftige mig med
intelligensforskelle, da alle kender dem. Men udover forskelle i
intelligens, er der mange andre racebiologiske realiteter som f.
eks. knogletykkelse og hjernestørrelse.
Jeg bør først redegøre for min definition af "race". I den
biologiske tradition er ordet race simpelthen synonym med termerne
"underart" og "variant". Den basale klassifikationsenhed i moderne
taksonomi er arten. En art siges som regel at bestå af en gruppe af
individer, som er i stand til at få levedygtigt og
forplantningsdygtigt afkom med hinanden. Hvis afkommet ikke er
sundt og forplantningsdygtigt, så betragtes forældrene som
tilhørende forskellige arter. Muldyr er for det meste sterile, så
derfor betragtes heste og æsler som to forskellige arter.
Men i biologien er ting ofte uklare i kanten og det er også
tilfældet med begrebet art. Nogle gange vil og kan, hvad der i
naturen betragtes som forskellige arter, frit forplante sig med
hinanden, når de bliver bragt sammen af mennesket. Nogle gange er
deres hybridafkom delvist eller helt forplantningsdygtigt. Som
eksempler på artbegrebets uklarhed tag f. eks. Canis
familiaris, den almindelige hund og Canis lupus, den
euro-asiatiske ulv. De betragtes som forskellige arter, da de
områder, som de lever i, og deres livsmønstre er forskellige.
Indenfor selve hundearten er der mange varianter, der er meget
forskellige i fysiologi og adfærd. Den lille mexicanske Chihuahua
ville ikke have let ved at parre sig med en irsk ulvehund, men de
betragtes stadig som tilhørende sammen art.
Når ulve møder hunde, spiser de dem for det meste. Men nogle
gange parrer de sig med dem. Når de parrer sig, er det næsten altid
en hanulv, der parrer sig en hunhund. Det omvendte er sjældent,
hanhunde er næsten aldrig i stand til at parre sig med hunulve. De
hybride unger er for det meste helt forplantningsdygtige, så ud fra
ovenfor nævnte definition tilhører Canis lupus og
Canis familiaris ikke forskellige arter. Pointen er, at
arter og racer er klassifikationsbegreber, der ofte er uklare i
kanten. Dette skyldes selve karakteren af den biologiske
virkelighed.
I dag betragtes mennesket som værende en art; Homo sapiens.
Mennesker er på mange måder typiske repræsentanter for en
geografisk vidt spredt pattedyrart i den forstand, at vi er
polymorfologiske, hvilket vil sige, at vi har "mange former". Det
er dette, der viser sig som individuelle forskelle for os.
Bell-kurve distributionen af så mange træk - højde, vægt, styrke,
intelligens og så videre - illustrerer polymorfologiske træk. Vi er
også typiske vidt spredte pattedyr, da vi er en polytypisk art.
Polytypisk betyder "mange typer". Det er en simpel biologisk
realitet, at ikke alle grupper af mennesker er ens. Naturligt
forekommende polytypiske grupper indenfor en art kaldes for
varianter, underarter eller racer.
Begyndende med generne
I dag begynder de racebiologiske realiteter med gener, så det er
dem, som vi først vil overveje. Der er blevet gennemført mange
undersøgelser, der identificerer mange gener fra befolkningsgrupper
verden over. Nogle undersøgelser har fokuseret på såkaldte
"indfødte befolkninger", hvilket vil sige befolkninger, som stadig
lever, hvor deres forfædre levede før år 1500 efter Kristi fødsel,
dvs. før Colombus og den europæiske ekspansion. Når der bliver
gennemført genetiske undersøgelser af indfødte befolkninger, er
resultaterne i det store og hele klare og konsistente og de kan
uafhængigt af hinanden blive gentaget fra den ene undersøgelse til
den anden.
Den mest solide og bemærkelsesværdige opdagelse er, at mennesker
fra Afrika (syd for Sahara) genetisk adskiller sig mest fra alle
andre nulevende mennesker. Jeg vil derfor koncentrere mig mest om
afrikanere, men også kort komme ind på resten af verdens
forskellige befolkninger.
Illustrationen nedenfor viser resultaterne af en omfattende
genetisk undersøgelse. Længden af linjerne indikerer graden af
genetisk forskellig afstand mellem grupperne. Læg mærke til, at
afrikanere er længst fra og dermed mest forskellige fra alle
andre.
Næst efter afrikanere er den anden mest differentierede
racegruppe australske aboriginer (australnegre) og lignende
befolkninger på Ny Guinea og i nærtliggende områder. Den berømte
antropolog William Howells beskrev aboriginerne således:
"Ægte australske indfødte er primitive mennesker med en primitiv
jægerkultur, der end ikke kender de buer og pile, der findes hos
negritoer andre steder. De er mørklødede, men med tykt, furet,
dårligt fyldt kranium med hår og tunge hvælvede øjenbryn, selv om
de fuldt ud er sapiens og med brede næser, korte fremadragende
ansigter, lange tænder og vigende hager. På alle måder svarer de
til billedet af Homo sapiens i det mest primitive stadium før
racemæssig specialisering og før øjenbrynene blev lettere, tænderne
kortere og hjernen større." (W. Howells; Mankind in the
Making, 1959, side 326).
Hvis vi vender tilbage til illustrationen nedenfor, ser vi, at
de andre store racegrupper udgøres af kaukasere, sydasiater og en
gruppe omfattende nordlige mongolider og amerikanske indianere. Den
eneste overraskelse fra denne verdensomspændende genetiske
undersøgelse er graden af forskellighed hos mennesker fra det
nordøstlige og sydøstlige Asien. Selv indenfor Kinas grænser er der
substantielle gennemsnitlige genetiske forskelle på mennesker fra
nord og syd. Den racemæssige forskellighed i Kina er et
fascinerende emne til en anden dag.
Lad mig nu komme ind på den største genetiske forskel mellem
mennesker, den mellem afrikanere og alle andre. I den
videnskabelige litteratur argumenterer nogle for, at det er en grov
oversimplifikation at betragte "afrikanere" som en enkelt race. De
understreger, at der er enorm genetisk og dermed biologisk, forskel
på Afrikas indfødte beboere. Og dette er til et vist punkt korrekt.
Kontinentet Afrika er enormt, det næststørste kontinent med stor
miljømæssig variation. Det omfatter nogle af de tørreste, fugtigste
og varmeste områder på jorden. Det har lavland og højland, jungle
på linje med havets overflade og det snedækkede bjerg Kilimanjaro.
Så det burde ikke komme som en overraskelse for nogen, at
gennemgående primitive mennesker, stadig delt i stammer, fremviser
stor genetisk differentiation. Dette er en typisk primitiv
menneskelig livstilstand. For tusinder af år siden, da europæerne
stadigt overvejende var delt i stammer, som indbyrdes forplantede
sig med hinanden, var der også større genetisk forskel på de
forskellige grupper. De forskellige kaukasiske europide racer er
stadig i et vist omfang synlige i dag. Kendsgerningen er den,
at selvom der er genetiske forskelle på afrikanere, så hænger de
som gruppe sammen og de er relativt særdeles forskellige fra alle
andre.
Genetisk afstand mellem grupperne er
repræsenteret ved den totale længde af linjerne, der adskiller
dem
Det er imidlertid nyttigt at adskille Nordafrika fra Afrika syd
for Sahara. Sahara-ørkenen udgør en seriøs geografisk barriere.
Nord for ørkenen hele vejen rundt på den sydlige kyst af
Middelhavet er beboerne i det store og hele kaukasiere. For det
meste ved vi, hvor de kom fra og ofte ved vi også, hvornår de kom.
For eksempel koloniserede Fønikerne, forfædrene til de nutidige
libanesere, dele af kysten. Senere invaderede og bosatte germanske
stammer fra Europa sig. Araberne strømmede igennem, så i dag
befolker en hybrid, overvejende kaukasisk med noget negroid islæt
befolkning Nordafrika.
Illustrationen til højre, der viser den store genetiske afstand
mellem afrikanere og alle andre, tager udgangspunkt i afrikanere,
som er fra syd for Sahara.
Lad os nu se på genetisk afstand indenfor den afrikanske
hovedgruppe, der i et lidt anderledes perspektiv fremgår af
illustrationen nedenfor. Igen indikerer længden af linjerne relativ
genetisk afstand. De fire grupper foroven, Pygmæer, Vestafrikanere,
Bantuer og Niloter (Elongate dvs. "de lange"), udgør, hvad den
traditionelle antropologi kalder den negroide race. De vil her
blive omtalt som sorte. Der er substantiel genetisk udveksling
mellem dem, men som det indikeres af de genetiske afstande, er der
også racemæssig differentiation på dem.
Noget anderledes end de sorte er etiopierne og hottentotfolket.
De er mere brune og gule i huden, end de er sorte og nogen mener,
at de er efterkommere af en før-negroid befolkning. Den senere
ekspansion af sorte, for det meste Bantuer og Niloter, har udryddet
det meste af disse folk. Deres gener er stadig mest forekommende
omkring Afrikas Horn, Etiopien og Somalia og en lille forekomst
findes i det sydlige Afrika. Etiopierne er i dag en hybrid
befolkning med substantielle negroide og semitiske genetiske
islæt.
Hvad jeg her har kaldt for Hottentotter kaldes ofte for
Khoikhoierne eller Khoisanerne, hvilket vil sige Hottentotter og
Buskmænd. De sidste nulevende Buskmænd er ørken-samlere, mens
Hottentotterne er kvægdrivere. Hottentotracen er næsten uddød i
dag, erstattet og udryddet i nyere tid af de invaderende sorte. Der
forekom dog nogen genetisk blanding, faktisk så megen, at man selv
i Amerika af og til kan se resultatet af Hottentot gener.
"Hottentotforklædet"
Mange af Hottentotternes karakteristika er biologisk tilpasset
og specialiseret til at klare livet i et varmt og tørt klima. Et af
disse særlige karakteristika er steatopygia, den såkaldte
"fedtbag". Denne er en løsning på problemet med at lagre fedt for
at forberede sig på tider med lidt næring og stadig være i stand
til at komme af med kropsvarme i et varmt klima. Det meste af
fedtet er lagret et sted, ballerne, så resten af den i øvrigt
slanke krop let kan komme af med varme. Det er det menneskelige
svar på kamelens pukkel. Som kontrast danner euro-asiatiske kvinder
et fedtlag på hele kroppen. Et sådant fedtlag er bedre end en
pelskåbe, når det drejer sig om beskyttelse mod den hårde kulde,
men fedtlaget gør det vanskeligere at komme af med kropsvarme i et
varmt klima. Disse forskelle, hvad angår strategier for lagring af
fedt, er racebiologiske kendsgerninger. Endnu et af Hottentotternes
særlige biologiske karakteristika er, hvad der diskret kaldes for
"Hottentotforklædet"
- 10 centimeter lange indre skamlæber, der hænger udenfor kroppen.
Disse er også en racebiologisk realitet.
Endnu en racebiologisk kendsgerning, der er fundet i Amerika, er
forskellen på graden af sorte og hvide kvinders hvilende
stofskifte. Et lavere stofskifte betyder mindre kropsvarme og et
sådant er nyttigt i et varmt klima. Men i et land som Amerika, hvor
der ikke er mangel på fødevarer, betyder det, at det er mere
sandsynligt for sorte kvinder at blive kraftigt overvægtige end for
hvide kvinder.
Parring mellem Hottentotter og negroide sorte følger generelt et
mønster, som det er værd at bide mærke i. Selvom det var
usædvanligt, så skete det meste af blandingen mellem Hottentot
kvinder og sorte mænd. De hybride børn blev opdraget som sorte, så
det meste af den genetiske indstrømning var fra Hottentotter til
sorte. Dette mønster er almindeligt blandt mennesker og pattedyr i
almindelighed, f. eks. de førnævnte ulve og hunde. Når en
befolkning blander sig med en anden, er det for det meste hanner
fra den dominerende gruppe, som har seksuel omgang med kvinderne
fra den undertvungne gruppe. Kvinder er tiltrukket af socialt
dominerende hanner. I det pågældende tilfælde, havde de sorte
tilkæmpet sig landet, besiddelserne og kvinderne fra
Hottentotterne, som de fortrængte og erstattede.
Som en sidebemærkning bør det bemærkes, at sorte amerikanere
efter mange traditionelle antropologiske kriterier nu er en af de
dominerende sociale grupper i Amerika. Det er helt klart, at de
sorte er dominerende overfor de hvide. Der er en enorm og
vedvarende overførsel af besiddelser, land og kvinder fra den
dominerede race til den dominerende. Når det drejer sig om private
besiddelser, så har sorte en tendens til at tage, hvad de vil have.
Julinummeret af American Renaissance viser, at sorte begår
røveri ni eller ti gange oftere end hvide og at det er 50 gange
mere sandsynligt, at en sort person begår en forbrydelse mod en
hvid person end omvendt. I mange tilfælde tager regeringen, det,
som de sorte ikke selv tager og giver til dem. Hvad angår land, så
har de sorte helt bogstaveligt fortrængt de hvide fra flere af de
større byer, der ellers er enhver civilisations stolthed.
På samme tid er der fire gange så mange ægteskaber mellem sorte
mænd og hvide kvinder, end der er mellem hvide mænd og sorte
kvinder. Som en indtrængende sejrende gruppe tager de sorte nu
landet, besiddelserne og kvinderne fra de hvide. Men måske er det
mest entydige bevis på de sortes dominans den kendsgerning, at
sorte helt åbenlyst kan arbejde for at styrke deres egen
bemyndigelse. De kan beklage sig over de hvide og de får altid en
sympatisk reaktion. For hvide derimod er det ikke tilladt at
diskutere deres gradvise fordrivelse.
Lad os vende tilbage til de fire afrikanske racegrupper, som er
medlemmer af den sorte negroide race. Denne gruppe omfatter de
højeste og laveste af alle nulevende mennesker. De laveste er
pygmæerne, som lever i Afrikas skove. Nogle stammers voksne mænd er
i gennemsnit ca. 130 cm høje. Der er mange biologiske grunde til
den lave vækst, en af disse er et kun delvist forstået stof kaldet
insulinagtig vækstfaktor 1 (IGF-1). Hos pygmæer er den genetiske
kontrol af IGF-1 anderledes end hos andre grupper. Pygmæerne blev
holdt som kæledyr af nogle af de ægyptiske faraoer og man satte
pris på dem for deres størrelse og rytmiske danseegenskaber.
Lav vækst hos mennesker, som hos andre pattedyr som f. eks. den
lille hjort, der findes i det sydlige Florida, mener man, skyldes
en tilpasning til et varmt og fugtigt klima. Lav vækst gør det også
lettere at bevæge sig igennem den tykke jungle, hvor pygmæerne
jager og samler føde. Helt frem til i dag har pygmæerne ikke brudt
sig meget om agerbrug. Nogle af dem arbejder som uregelmæssige og
upålidelige arbejdere for deres sorte herrer. Der forekommer også
nogen genetisk blanding, igen mest hvor undertvungne pygmækvinder
bliver taget som koner af de dominerende sorte.
Modningshastighed
Hvad angår størrelse, er det almen kendt, at sorte babyer ofte
fødes mindre end hvide babyer. Men sorte babyer udvikler hurtigere
deres koordination og motorik. Pygmæer skulle angivelig modnes
særligt hurtigt, nogle gange går og endda løber babyerne, når de er
blot seks måneder gamle. Dette udviklingstrin opnås ikke af hvide
babyer før de i gennemsnit er 12 måneder gamle. Vores tætteste
ikke-menneskelige slægtning, aberne, modnes væsentligt hurtigere
motorisk end nogen menneskegruppe.
De næste tre grupper, Vestafrikanere, Bantuer og Niloter er
faktisk ret tæt genetisk beslægtede. Ordet "Bantu" henviste
oprindeligt til en gruppe af tæt beslægtede sprog. Det er mest de
mange forskellige Bantu-talende stammer, som i de senere
århundreder kraftigt har udvidet deres livsområder og har invaderet
det østlige og sydlige Afrika. Bantuerne og Vestafrikanerne var for
det meste plantører og de praktiserede en primitiv form for
agerbrug, hvilken bestod i at fælde og brænde.
Niloter var derimod for det meste kvæghyrder. Da de ikke havde
nogen heste, gennede de kvæg sammen til fods. Blandt Niloterne
findes de højeste nulevende mennesker. Højde kan betragtes som en
evolutionær før-tilpasning til moderne amerikansk basketball.
Niloternes slanke og lange fysik menes at være en
overlevelsesmæssig tilpasning til et varmt og tørt klima. En
populær teori er, at Niloterne udviklede sig i Sahara-området, mens
dette langsomt var ved at udvikle sig fra græsland til en tør
ørken.
Niloter stammerne, som historisk var kvæghyrder, lever nu blandt
Vestafrikanske og Bantu stammer, som historisk er agerbrugere.
Sædvanligvis har Niloterne været krigere og de har hersket over
Bantuerne, som nogle gange har gjort oprør mod deres Niloter
herskere. F.eks. er Hutuerne en Bantu stamme, mens Tutsierne
(Watusi) er Niloter. Deres folkemorderiske konflikter er velkendte.
Mange af de borgerkrige, der i dag hænger Afrika er konflikter
mellem genetisk forskellige grupper.
En anden interessant racebiologisk realitet omhandler
langdistanceløb. Nu til dags er langdistanceløb for mænd domineret
af sorte fra Niloter grupperne. Dette er ikke så svært at forstå,
da forfædrene til Niloter grupperne igennem tusindvis af år havde
passet kvæget til fods. Kenyanere dominerer langdistanceløb og ca.
en tredjedel af Kenyas eliteløbere kommer fra én stamme, Kalenjin
stammen, hvilken kun udgør 10 % af Kenyas befolkning. Ca. 40 % af
eliteløberne i mændenes medium- og langdistanceløb kommer fra denne
ene stamme.
Hvorfor er folk fra Kalenjin stammen så gode løbere? Der er en
del spekulation om, det kan skyldes, at stammen historisk har
specialiseret sig i kvægtyveri. Enhver, som kan løbe langt og
slippe væk med det stjålne kvæg, vil have nok rigdom til at betale
den høje brudepris for en god hustru. Da medlemmer af Kalenjin
stammen har været polygame, havde en rigtig dygtig kvægtyv råd til
at købe mange koner og dermed avle mange små fremtidige løbere. Det
er under alle omstændigheder en god historie og den kan tænkes at
være sand. Selvfølgelig er racebiologi et tabuemne, selvom
forskellene i atletiske evner ikke kunne være tydeligere. Der er
skrevet en bog om race og sport med titlen
Taboo: Why Black Athletes Dominate Sports and Why We're Afraid to
Talk About It.
Mange af disse racebiologiske forskelle er særlig tydelige i et
multiracialt samfund som de Forende Stater. I forhold til hvide
fødes sorte amerikanere tidligere og mindre, men de modnes
hurtigere. De sortes knogler er tykkere og har et højere
mineralindhold. Tykkere knogler findes selv hos fostre før de
bliver født og denne forskel fortsætter livet igennem. Af denne
grund er osteoporose mindre hyppig blandt ældre sorte end blandt
ældre hvide.
Sorte har en mere mager kropsmasse end hvide og sorte vokser
højere og hurtigere end hvide. Sorte børn når deres vækstspurt hele
to til fem år tidligere end hvide børn. Unge sorte mænd overgår
unge hvide mænd i muskelmasse i syvårsalderen. Når hvide drenge når
deres vækstspurt i tolvårsalderen, så er de sorte drenge allerede
langt mere fysisk udviklede. For sorte piger begynder vækstspurten
i seksårsalderen, hvorimod hvide piger ikke når deres vækstspurt
før niårsalderen. Sorte børn når også puberteten ca. tre år før
hvide børn.
Der er forskelle på hormoner, kropsbygning, knogler, hjerner,
udviklingshastighed og disse forskelle fortsætter i voksenlivet.
Dette er de racebiologiske realiteter, der kan have konsekvenser
for samfundet.
Lad os overveje en helt anden biologisk realitet; skudhuller.
Angivelserne nedenfor bygger på antallet af indlæggelser for
skudhuller i Californien. Disse data viser en væsentlig racemæssig
forskel. Som forventet er graden af antallet af indlæggelser langt
højere for unge mænd end for ældre mænd. Men race udgør en endnu
mere væsentlig variabel end alder. Læg mærke til at antallet af
indlæggelser for de ældste sorte stadig er lige så høj som for unge
hvide.
|
Skudhuller pr. 100,000 indbygger
|
Sorte |
Hvide |
| Alder 15-24 år |
450 |
25 |
| Alder 55 år |
25 |
5 |
Der er mange andre fysiske og sociale variable, der adskiller
hvide og sorte. Professor J. Philippe Rushtons og Michael Levins
glimrende bøger indeholder hundredvis af sider om forskelle med
kommentarer.
Gavnlig blanding
Hvis vi nu vender os mod det euro-asiatiske landområde, så har
de forskellige menneskestammer på dette kontinent rejst og blandet
sig med hinanden igennem lang tid. Nyere fund har øget beviserne
for, at der var nordiske kaukasiere i bronzealderens Kina, dvs. ved
begyndelse på den kinesiske civilisation. I Europa har der
sideløbende været gentagen indtrængen af mongolide mennesker. Disse
mennesker, kaukasiere og mongolider, har på deres rejser og under
deres felttog ikke altid blandet sig, men ofte har en blanding
fundet sted og genetisk sammenblanding mellem nært beslægtede racer
kan føre til en befolkningsforbedring. Alle har hørt om det
gavnlige ved blanding.
Madison Grant mente, at det gavnlige ved blanding spillede en
vigtig rolle i udviklingen af europæisk civilisation. Han
understregede, at det gamle Grækenlands højst udviklede periode
fandt sted kun nogle få generationer efter germanske stammers
invasion og genetiske sammenblanding med den oprindelige befolkning
(For en længere diskussion af Madison Grant se American
Renaissance fra december, 1997). Andre har forklaret den
mirakuløse udvikling af Amerika som resultatet af den gavnlige
sammenblanding af tidligere adskilte europæiske befolkninger. Der
er moderne beviser for det gavnlige ved blanding i relation til
intelligens blandt børnene af ægteskaber mellem hvide og østasiater
på Hawaii.
Mens det gavnlige ved blanding er en biologisk realitet, så er
blandingsinkompatibilitet det også. Nogle blandinger, særligt
mellem racer med en lang genetisk afstand, kan fører til
blandingstyper, som ikke fungerer særlig godt. Indtil for nyligt
var der megen videnskabelig bekymring om blandingsinkompatibilitet
mellem sorte og hvide. Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske
på, at afrikanere genetisk er fjernest fra alle andre. Før 1950
diskuterede den videnskabelige litteratur åbent det problem, der af
Madison Grant blev kaldt for "disharmoniske kombinationer". Efter
1950 er bekymringen for raceblanding helt forsvundet fra den
videnskabelige litteratur. Det eneste, der reelt har ændret sig, er
politikken, men ikke de foreliggende data.
Jeg vil hævde, at de moderne data, de omkring liggende
guldklumper, indeholder meget, der indikerer
blandingsinkompatibilitet mellem sorte og hvide. F. eks. bliver
blandinger ifølge "en dråbe reglen" næsten altid klassificeret som
sorte, hvilket betyder, at så godt som alle sorte har nogle hvide
gener. Et af de bedst dokumenterede fænomener i dagens Amerika er,
at den afrikanske del af befolkningen lider af mange typer af
sundhedsproblemer. Sorte dør tidligere og yngre af næsten alle
tænkelige årsager, dog med undtagelse af osteoporose. Der findes
rapporter, der beretter, at selv efter, at der er redegjort for
samtlige dødsårsager, er der stadig en "uforklarlig" dårlig sundhed
blandt sorte.
Denne forskel tilskrives ofte stress som følge af "racisme", men
dette er ikke en overbevisende forklaring. For nyligt dukkede
sundhedsdirektør David Satcher frem på tv, hvor han fortalte, at
det i Amerika er 2,5 gange mere sandsynligt for sorte babyer, at dø
indenfor det første leveår end det er for hvide babyer. Det er ikke
klart, hvorledes nyfødte lider af "racismeforårsaget" stress. Det
kan simpelthen skyldes, at ligesom sorte modnes hurtigere end
hvide, bukker de lettere under for sygdomme og dør yngre. Hvis der
på den anden side ikke findes nogen arvelige racemæssige forskelle
i relation til levetid og modstandsdygtighed overfor sygdomme, kan
den dårlige sundhed måske skyldes en af største tabuer overhovedet;
biologisk, genetisk blandingsinkompatibilitet.
Det siger sig selv, at der ikke på nuværende tidspunkt forskes i
dette område. Så længe vore herskere nægter at overveje de
racebiologiske realiteter, vil dette og mange andre spørgsmål
forblive ubesvarede.
Om forfatteren
Glayde Whitney (1939-2002) var en nationalt anerkendt psykolog.
Ved sin død var han ansat som professor i psykologi ved Florida
State University (Tallahassee), hvor han underviste i 31 år.
Kilde
Denne artikel er tilpasset efter bemærkninger givet ved American Renaissances
konference i 1998. Den oprindelige engelske tekst findes her.